Bog

Sammenkomsten

Af (
2008
)

Anmeldelse

Sammenkomsten af Anne Enright

29 sep.08

Barsk familiehistorie om skyld og sorg

Det begynder med en afslutning. Veronicas bror begår selvmord ved at springe i vandet med sten i lommerne. Et selvmord stiller spørgsmål, og Veronica stiller mange. Hun vælger at tænke helt tilbage, før der var tænkt på hverken hende eller Liam - eller på andre af de otte søskende.

Bedsteforældrene og forældrenes valg har grebet ind i børnenes skæbne - det er uomtvisteligt, og Veronica fabulerer over det i en lang indre dialog, som kommer helt ud i hjørnerne og ind under gulvtæppet.

Med moralske nullermænd i håret bladrer hun igennem familiens synder og sår. Engang skete der nemlig noget, som meget vel kan have skubbet Liam ud af hans livsbane, og Veronica har vidst det hele tiden, men aldrig sagt noget.

Sammenkomsten er en roman om sorg, tilgivelse og skyld. Fortællingen er velskrevet, men også lidt lang i spyttet, dog uden at gå i egentlig tomgang.
I tankerne forsøger Veronica at finde meningen med både Liams liv såvel som sit eget, og læseren bliver slæbt med til både de gode og de lidt mere tvivlsomme erindringer. Fakta blander sig med Tiden, som ikke umiddelbart læger alle sår.

Personligt blev jeg ikke bjergtaget af denne roman. Tematikken er grundlæggende barsk, men efterhånden lidt fortærsket i min egen personlige læserbevidsthed. Når det er sagt, vil jeg dog gerne fremhæve, at Sammenkomsten har vundet Man Bookerprisen 2007, som er Englands mest prestigefyldte litteraturpris.

Oversat fra engelsk af Vibeke Houstrup efter 'The gathering'. Lindhardt og Ringhof, 2008. 270 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27407439
ISBN
9788711319888
Antal sider
270

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer