The real houdinis

Forsiden signalerer krimi, men indholdet passer bedre til hemmeligheder og konspirationer. Selvom plottet er forfriskende anderledes, fænger historien desværre ikke.

Jens Holt levet et nogenlunde normalt liv som sælger af forsikringer, men i virkeligheden er han aldrig kommet sig over en traumatisk hændelse fra barndommen, hvor hans bedste ven, Keld, forsvandt og senere blev fundet død. På vej til et møde med en klient møder han pigen Helene på en rasteplads, og på samme rasteplads oplever han noget besynderligt: En mand iført iltmaske graver sig pludselig fri fra en grusbunke, og Helene kører bort derfra på en motorcykel efterladende Jens med et sår i hovedet.

På sygehuset opsøges Jens af PET-agenten Carsten Berg, som ser nogle lighedspunkter i Jens’ oplevelser og en gammel sag, hvor en mand døde for otte år siden. Carsten Berg har i alle disse år været på sporet af et hemmeligt selskab, ’The Real Houdinis’. Selskabets formål er at bringe medlemmerne i livstruende situationer, inspireret af udbruderkongen Houdinis forskellige stunts og tricks, og gennem Jens og hans møde med Helene håber Carsten Berg omsider at kunne komme videre med den gamle sag. Samtidig sættes Houdinis forsvundne dagbog til salg på eBay, og både Carsten Berg, det hemmelige selskab, som frygter at blive afsløret, clairvoyanten Pauline, som Helene kender og endelig en mystisk bagmand med enorme ressourcer forsøger at få fat i dagbogen.

Manfred Christiansen har tidligere skrevet udmærkede science fiction-noveller, og denne spændingsroman er hans debut som romanforfatter. Men det slipper han efter min mening ikke særlig godt fra. Den særdeles indviklede handling er tydeligvis inspireret af velkendte forfattere som Dan Brown og Ole Clifford, og historien rummer da i virkeligheden også ganske gode elementer til at kunne være blevet en god konspirationsthriller.

De korte kapitler med skiftevis fokus på de forskellige personer er samtidig også helt i overensstemmelse med genrens uskrevne regler, og plottet er egentlig også forfriskende anderledes. Men historien fænger desværre overhovedet ikke, og hvad værre er: Personerne forbliver underligt uvedkommende og uinteressante. Det virker, som om Manfred Christiansen er faret vild i sine forsøg på at lade handlingen være så uforudsigelig og snørklet som overhovedet muligt, men i stedet for at spændingen derved opretholdes, har det desværre haft den stik modsatte virkning, og alt i alt mister man alt for hurtigt interessen for historien.