Bog

Rachels ferie

Af (
2004
)

Anmeldelse

Rachels ferie af Marian Keyes

Følg med på en totalt cool og tjekket (læs: fortabt og forvirret) kvindes dannelsesrejse, der byder på sex, stoffer, svimlende kærlighed og brune sweatre!

Rachel Walsh er absolut ikke afhængig af stoffer, hun mener selv, hun har fuldstændig kontrol over sit partyliv i fabelagtige New York. Det mener folk omkring hende ikke! Hun bliver fyret fra jobbet, indlagt til udpumpning, dumpet af kæresten og sidst, men ikke mindst, ”tvunget” på afvænning i Irland, hvor hun oprindeligt kommer fra.

Rachel går med til afvænningen, da hun håber på at møde diverse udkoksede berømtheder. I stedet bliver hun draget ind i en verden af skæve eksistenser og kommer til at opleve et helt særligt fællesskab med disse ”brune sweatre”, som hun kalder dem. Der skal gå lang tid før hendes øjne åbnes helt, men gradvist bliver hun klogere på sig selv og verden omkring sig.

Det er én af Marian Keyes’ tidlige udgivelser, og den bygger delvis på hendes egne oplevelser. Jeg synes, det er en mere kras og alvorlig sag end den gængse chicklit, som bla. Marian Keyes er eksponent for. Men blandt alt det alvorlige vokser der blomster af galgenhumor frem, så man kan ikke undgå at komme til at sidde og fnise ukontrolleret af og til.

På grund af den perfekte balance mellem alvor og sjov, kærlighed og had, overfladiskhed og eftertænksomhed, anser jeg den for min yndlingsbog af Marian Keyes. Det er en klassisk dannelsesberetning i nye klæder, og man kan ikke lade være med at ”heppe” på Rachels renselse, for så overfladisk og blind må ingen person være. Der dukker da også både barndomstraumer og fortrængte minder op, og langsomt kommer man ind under huden på personen Rachel Walsh.

En lille spidsfindighed fra forfatteren er, at Rachel er søster til nogle af hovedpersonerne i hendes andre bøger, bl.a. ’Engle’ (Margaret) og ’Er der nogen?’ (Anna) Derfor er Rachel også nævnt i disse bøger, men det er i ’Rachels ferie’, der fortælles mest om alle søstre i én bog. Den eneste, der endnu ikke har sin egen bog, er den yngste, Helen. Men hende er der vist planer for, har jeg ladet mig fortælle.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Henriette Rostrup
Faustnummer
25350219
ISBN
9788777146466
Antal sider
438

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer