Prolog

En eksploderende ordrig og sansende beskrivelse af et årelangt overgreb.

‘Prolog’ er en historie om overgreb. ‘Prolog’ er en historie uden et almindeligt narrativt drive. ‘Prolog’ er på en måde ikke en historie men en samling af sansninger eller en eksploderende ordrig beskrivelse af en krop og det, den trækkes igennem. Da vi sætter fra land, er det med en fin middag og en fireårig pigekrop. Kroppen vokser igennem bogen, den vrides og drejes, og vi forlader den, da den er midt i tyverne.

Fra det øjeblik du lukker dig ind i ‘Prolog’, er du overladt til dig selv og ordene, der hvirvler, pisker og tvinger dig igennem sansninger og erindringsglimt som stråler fra det samme menneske. Et menneske, som i virkeligheden aldrig bliver et menneske, du kan se rigtigt for dig. Mennesket er en krop. En krop, som er barberet helt ned til at være en ansigtsløs genstand, som alligevel ser ud på verden, og som tumles med af andre, især faren, som når han forgriber sig på den, og det gør han gerne, mens han messer, at det, de laver, er helt ok. Moren ser det. Hun ser det og råber: “Det kan du ikke gøre imod mig”, og det er i øvrigt den eneste sætning, jeg huskede, da jeg lukkede bogen.

Som litteratur er ‘Prolog’ måske uhyre interessant. Men holder jeg den op som en roman, en roman jeg gerne ville kunne anbefale til dig, må jeg kigge undvigende væk, fordi min egen læseoplevelse var tumultarisk. Jeg blev forvirret, fortvivlet også, fordi jeg oplevede, at mellem siderne blev jeg fanget mellem alle de ord, ord, ord som ville mig en masse, men som endte med at irritere og skingre, fordi jeg skulle fumle mig så voldsomt igennem dem for at finde substans, sammenhæng og mening. Jeg følte, at jeg var aktør i et litterært eksperiment og ikke læser til en roman.

Ordene er fuld af rytme. Man mærker det, når man læser højt, for det prøvede jeg også, det krævede koncentration at finde rytmen, eller lave den, og understregede min oplevelse af, at jeg nemt fór vild.

Tematikken gør naturligt, at man gerne vil føle empati med hovedpersonen, eller den krop, den genstand, der opkaster alle ordene, men jeg oplevede, at det var så svært at få øjenkontakt.  Istedet kunne jeg få kvalme, når kroppen, altså hovedpersonens, fik det, og jeg kunne fare vild mellem ordene, som konstant hev i mig. Og nu nærmer vi os en pointe: ‘Prolog’ er en insisterende roman med en masse ord, som angriber og vil læses. Du skal læse den for ordene. Læs den, hvis du vil tumles af ord. Og sæt tid af.

Prolog betyder normalt i litterære sammenhænge “fortale” eller “forord”, hvilket sympatisk beroligende gav mig den tanke, at ordene finder fred. At kroppen finder fred. At der er bedre tider i vente for den. Med nye ord. Uden kaos. Jeg håber det.