Bog

Portræt af døden

Af (
2013
)

Anmeldelse

Portræt af døden af Julie Hastrup

24 maj.13

Myrdede, midaldrende kvinder på en bænk ved Lyngby Sø iført firsertøj og kraftig make-up er de makabre ofre i Julie Hastrups nyeste krimi om Rebecca Holm.

I København finder man indenfor kort tid ligene af to myrdede kvinder. Begge kvinder er blevet placeret siddende på en bænk ved Lyngby Sø, stylet i tøj fra firserne og kraftig make-up. Det viser sig, at kvinderne er blevet dræbt med et bedøvende middel, og det er tydeligt at se, at de har været holdt i live, mens de er blevet sminket og gjort klar til deres placering på bænken. Det ser nærmest ud, som om kvinderne er opstillet til et fotografi.

Efterforsker Rebecca Holm kommer på sagen om de myrdede kvinder, og snart ser det ud til, at det er en bestialsk morder, man har at gøre med – og en morder som uden tvivl vil slå til igen! Parallelt med denne historie følger vi den midaldrende bibliotekar Astrid Hemmingsen. Astrid har altid levet alene, og hendes liv har koncentreret sig om arbejde og hendes vrisne mor. En dag beslutter Astrid sig for at tilmelde sig en datingside på nettet, og utroligt nok er der hurtigt bid. Endda fra en meget ung og meget flot mand. Det er næsten for godt til at være sandt!

Rebecca Holm har det ikke nemt, hverken på arbejdet eller privatfronten på trods af, at hun er én af de dygtigste efterforskere. Hendes nye kæreste, svenskeren Niclas, er svær at finde ud af, hun er også blevet for glad for rødvin, hendes bedste veninde har fået en ny, ung kæreste, og kollegaen Reza skjuler sin homoseksualitet. Desuden har den nye ledelse også gjort Rebecca bekymret for hendes fremtidige karriereplaner.

Efter min mening er denne roman bygget på et megafedt og gysende plot. Det kan godt være, at den garvede krimilæser hurtigt kan regne morderen ud (jeg kunne i hvert fald, i al ydmyghed), men det gør heller ingenting.  For selve konceptet med morderen, der finder sine ofre blandt modne kvinder på et datingsite, er bare dejligt klamt og uhyggeligt. Jeg fascineres (på den lede måde) af morderens opstilling af kvinderne på bænken – og uden at afsløre for meget kan jeg vist roligt sige, at vi har at gøre med en person, der har nogle seriøse issues med sin mor!

På romanens bagflap kan man se et billede af et af Victoriatidens dødefotografier. Et opstillet billede med tre kvinder, hvoraf de to er levende, og den sidste er død. Jeg har ikke set denne type billede siden filmen ’The Others’ med Nicole Kidman i hovedrollen, og jeg har bestemt heller ikke haft lyst. Men dengang brugte man tilsyneladende at opstille et portræt med et afdødt familiemedlem på, så man kunne huske den afdøde person. Gyys – det giver nogle uhyggelige billeder.

Julie Hastrup har overrasket mig positivt med denne fjerde del af serien om efterforskeren Rebecca Holm. Hendes bøger bliver bare bedre og bedre, hvor jeg ofte synes, det modsatte er tilfældet. Jeg håber, hun fortsætter på denne måde og glæder mig allerede til at læse femte del.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
29955530
ISBN
9788763824125
Antal sider
352

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer