Bog

Platons hule

Af (
2007
)

Anmeldelse

Platons hule af José Carlos Somoza


Pragtfuld historisk krimi fra Platons Athen. Den velskrevne og veloplagte historie har desuden meget mere at byde på end blot en mordgåde. Tidligere har man set krimier fra både det gamle Rom, det gamle Kina og middelalderen, men så vidt jeg ved aldrig fra det gamle Grækenland.

En ung mand findes lemlæstet. Filosoffen Diagoras fra Platons Akademi frygter, at skolens gode ry og rygte vil lide skade, så han hyrer tegntyderen Herakles til at finde ud af sandheden bag det mystiske dødsfald. Snart dukker der dog flere lig af unge mænd op, og alle var tilknyttet Platons skole. Herakles og Diagoras får nok at se til.

"Platons hule" er angiveligt et gammelt græsk manuskript skrevet på papyrusruller, som en oversætter netop er ved at oversætte til moderne sprog. Undervejs i sin oversættelse, som altså samtidig også er mordhistorien, kan han ikke lade være med at komme med kommentarer undervejs, og så tager historien en ny uventet drejning.

Ikke alene synes fortid og nutid at blandes sammen, men samtidig indeholder de 12 kapitler også en række billeder, der faktisk direkte refererer til Herkules berømte 12 arbejder!

Mere skal ikke røbes her, men jeg kan godt love læserne en oplevelse af de helt store.

Sproget er fabelagtigt, helt holdt i gammel græsk stil, meget poetisk, malerisk og svulstigt (Man får helt lyst til at genlæse Iliaden og Odysseen). Beskrivelserne af Athen på den tid er præcise, og det er forunderligt at opleve alle de kendte græske skikkelser, filosoffer, helte og guder rende lyslevende rundt. Tekstens mange henvisninger til Herkules vil lige være guf for gådeelskerne, og romanens to plan (mindst) vil appellere til den tænksomme og filosofisk anlagte læser.

Kort sagt, selvom bogen er svær, vil der, når man først er kommet ind i den, være god og solid underholdning for mange forskellige læsergrupper.

Det er forfatterens første bog på dansk, men på engelsk er der allerede udkommet to mere, og selvom emnerne er anderledes, vil der med garanti være noget at glæde sig til.

Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Husets Forlag, 2007. 299 sider.

Læse mere om Josè Carlos Somoza på engelsksproget side om fantasyforfattere.


Lån bogen på eller

Bogdetaljer

Forlag
Århus : Husets Forlag
Oversætter
Rigmor Kappel Schmidt
Faustnummer
26716896
ISBN
9788774835783
Antal sider
299

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer