Bog

Plante og jeg

Af (
2008
)

Anmeldelse

Plante og jeg

Anmeldelse af Plante og jeg" Forfatter: Henriette Elmøe.

 

 


Bogens forside mindede mig straks om ”Den grønne mand” en figur der symboliserer liv og vækst og af hedensk oprindelse, altså noget mystisk fra fordums tider.

 

Titel og øvrig tekst på forsiden er i ”krummelure-stil” som var det små troldgrene/skud og passer egentlig godt til billedet. Bagsiden siger ikke så meget, så man må altså straks i gang med at læse for at få sin nysgerrighed stillet. 


Og så er det at enten bogen fænger, eller også gør den det ikke. Som læser skal du helt sikkert være af typen der ser lidt længere end lige ud over din næsetip, men er du til gengæld eventyrlysten og kan lide finurlige fortællinger ude over det sædvanlige, så læs videre.


Plante og jeg slår slaget an på et lille hummer midt i København. Hovedpersonerne er ”Plante”, en ikke helt almindelig stueplante, men et væsen på en 300 år, der kan tænke og tale, og er i telepatisk kontakt med ”jeg fortælleren”, en ung mand der på en eller anden måde har indført Plante ulovligt, fra regnskoven.

 

 Men det er i grunden også lige meget, hvordan han har fået sin plante. Det interessante, eller pirrende vil jeg sige, er venskabet/kontakten mellem Plante og den unge mand og hvordan det udvikler sig. I begyndelse tror man at den unge mand kunne være mentalt forstyrret, men Henriette Elmøe skriver overbevisende og så lige ud af landevejen, at jeg i hvert fald ret hurtigt overbevises om at ”Plante” selvfølgelig eksisterer, og er klog på mange flere niveauer end os mennesker, der stresser og jager hele tiden. 

 


Uddrag: "Plante, er du Gud? Spørger jeg ydmygt, men Plante siger, at jeg godt kan droppe den der underdanighed, for han kan bedst lide mig som jeg er. Nej, jeg er ikke Gud, Gud er den største plante, der strækker sig ud i uendeligheden. Vi er bare hans aflæggere. Små sporer er fløjet gennem universet og landet tilfældige steder. Og se, hvad der er kommet ud af det! Udbryder Plante eksalteret og slår ud med mine arme og fælder en sentimental tåre gennem mine tårekanaler.” 

 


Jeg kan li’ Plante, og tænk om man havde sådan en hjemme i sin egen vindueskarm. Det gik nok ikke! Min mor kalder mig for blomsterdræber, og i skrivende stund har jeg faktisk ikke én eneste plante i mit hjem udover en dusk mynte i vase, som utroligt nok, er begyndt at slå rødder.


Det er faktisk meget svært at genfortælle selve bogens små hverdags pludrende surrealistiske dialoger mellem menneske og Plante, men ovenover eller nedenunder, er der hele tiden strejf af filosofiske og poetiske ideer om en bedre verden, men det er ikke ”søgt” på nogen måde og der er også lidt humor flettet ind her og der, så bare rolig det er ikke en bog der vil virke prædikende eller hellig, og selv da fortællingen hopper fra Ravnsborggade, til en smut ude i rummet, til regnskoven hvor flere sære grønne væsener lever, ja også en smut til Atlantis og en rejse gennem tiden, så virker det stadig helt ”naturligt”, for selvfølgelig kan Plante da bøje virkeligheden. 


Det kan godt være at bogen virker letlæst, men jeg sidder alligevel tilbage bagefter med fornemmelsen af, at der stod da helt vildt meget mere end det der var printet på siderne. Måske det ikke lige dæmrer med det samme, men små pluk af ”jeg tror nok jeg forstår” jubler i mig. Måske er forståelsens af bogens kerne individuel, alt efter hvad man har med sig i bagagen, måske er det sådan en lille bog der ikke ser ud af meget, der alligevel er med til at skubbe tanker i gang; Lad mig sige det på den her måde, jeg har i hvert fald lige skiftet vand på mynte buketten og det var den glad for!

Bogdetaljer

Forlag
DarkLights
Faustnummer
27258913
ISBN
9788799201945
Antal sider
89

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer