Bog

Pigtopia

Af (
2006
)

Anmeldelse

Pigtopia af Kitty Fitzgerald

26 jun.06

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods.

Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr.

Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået.

Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år.

Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over.

Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem.

Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne.

"Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise.

Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld.

Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen. Jentas, 2006. 279 sider. Kr 249,-

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Rasmus Klitgaard Hansen
Faustnummer
26213134
ISBN
9788776770198
Antal sider
279

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer