Bog

Pigerne fra Shanghai

Af (
2011
)

Anmeldelse

Pigerne fra Shanghai af Lisa See

07 feb.11

Historiske fakta og en gribende historie går op i en højere enhed i denne roman om to kinesiske søstres flugt fra Shanghai og deres møde med USA.

”Du er ligesom en fugl, der er blevet lukket ud af buret” siger May, ”men du kan ikke huske, hvordan du skal flyve. Du er min søster, men jeg ved ikke, hvor du er blevet af i dit sind. Du er så langt fra mig nu.”

Pearl og May er søstre, de lever et ubekymret liv i Shanghai, da vi møder dem i 1937. De er begge såkaldte ”smukke piger”, de sidder model for kunstnere, som laver kalendere. Deres mor har snørede fødder, men søstrene synes selv de er meget mere moderne, de ønsker at leve som man gør i den vestlige kultur, og der er ingen, der skal binde dem.

Men hvad de ikke ved, er at deres far har spillet hele deres formue op, og for at betale af på sin store gæld, indvilliger han at pigerne skal giftes med to brødre, som er sønner af en kinesisk indvandrer i USA.

Der bliver holdt et proformabryllup, pigerne får billetter til Los Angeles, men de har bestemt ikke tænkt sig at bruge dem. Japanernes angreb på Shanghai ændrer imidlertid alting, og efter en forfærdelig flugt ender de alligevel på skibet mod Los Angeles.

I USA opholder de sig i lang tid i en flygtningelejr, inden de efter mange forhør bliver sendt til deres ægtefæller. Der er mange hemmeligheder i begge familier, hvilke skal jeg selvfølgelig ikke røbe her, men bare fortælle, at livet ikke bliver let. Under den kolde krig, bliver familien mistænkt for at være kommunister, og de må kæmpe hårdt for at Pearls datter kan komme på universitet.

Meget stærkt i romanen står forholdet mellem de to søstre, og selv om de er meget forskellige, er deres sammenhold meget smukt skrevet.

Lisa See er selv opvokset i Chinatown i Los Angeles, og ligesom Amy Tan fortæller hun i sine romaner om kinesisk kultur og mødet med vesten. Hendes store research virker overbevisende og under læsningen følte jeg mig både godt underholdt samtidig med, at jeg fik ny viden.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Lene Gulløv
Faustnummer
28593074
Graphic
eyelab.dk
ISBN
9788711423745
Antal sider
414

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer