Bog

Panserhjerte

Af (
2009
)

Anmeldelse

Panserhjerte af Jo Nesbø

09 nov.09

Harry Hole er tilbage i storform i denne helt forrygende spændingsroman.

Efter de voldsomme og traumatiske begivenheder i ’Snemanden’ har politimanden Harry Hole fået nok og er flygtet til Hong Kong, hvor han tumler rundt i en konstant rus af alkohol og opium.

I Oslo findes to kvinder myrdet på mystisk vis, og da man frygter, at der kan være tale om en seriemorder, sendes den smukke Kaja Solness til Hong Kong for at få Harry overtalt til at komme tilbage til Oslo og påtage sig sagen. Harry indvilger modstræbende, omend et økonomisk mellemværende med triaden og hans fars dødelige sygdom dog også er med til at gøre overtalelsen lettere.

Tilbage i Oslo finder Harry hurtigt frem til, at der i virkeligheden er tale om mange flere mord, og at alle de dræbte på en eller anden led er knyttet til opholdet i en bestemt hytte langt oppe i fjeldet. Sporet fører Harry både til Congo, Leipzig, Sydney og naturligvis forskellige steder i Norge, men hele tiden synes morderen at være et skridt foran efterforskningen.

Harrys arbejde gøres bestemt heller ikke lettere af en intern magtkamp indenfor politiet, hvor Kripos leder Mikael Bellman med alle midler prøver at få alle drabssager flyttet over til sit korps.

Skal jeg være helt ærlig er der ikke ret mange forfattere måske med undtagelse af Stieg Larsson og Jean-Christophe Grangè, der er af samme fornemme kaliber som Nesbø.

Denne norske forfatter er noget af det ypperste indenfor genren, og i mine øjne formår ingen andre at spænde sin læser så længe på pinebænken. Forfatteren styrer på imponerende vis sit plot og formår fint at holde sammen på alle de indviklede handlingstråde og personer.

Og hvor er det befriende at læse en krimi, der tager sig god tid, god tid til at levere nogle grundige og ordentlige personbeskrivelser, god tid til at kæle for sproget og god tid til at skildre de forskellige miljøer.

600 sider er meget for en krimi, men ikke en eneste side synes overflødig, og i forhold til tidligere bind i serien synes tempoet og humoren oven i købet at have fået yderligere en omdrejning, og man må bare læse og læse.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Allan Hilton Andersen
Faustnummer
27948022
Graphic
Henrik Koitzsch
ISBN
9788770533188
Antal sider
634

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer