Bog

På den sikre side

Af (
2004
)

Anmeldelse

På den sikre side af Christina Englund

14 feb.05

I krydsklip mellem tre generationer - Martha, sønnen Mikkel og det lille barnebarn Amalie - kommer vi tæt på hverdagslivets dramaer og de sårbare relationer mellem mennesker.

Den midaldrende Martha er blevet forladt af sin elsker, har solgt sit hus og bor nu hos en veninde. Sønnen Mikkel arbejder midlertidigt på et plejehjem, men har drømme om at realisere sig selv i musikken. Og så er der det lille barnebarn Amalie, der sansende registrerer de voksnes adfærd og uharmoniske relationer.

Romanen, der foregår i begyndelsen af 1990’erne, fortælles i krydsklip mellem de tre generationer, og den giver et virkelighedsnært billede af familiens og personernes mentale tilstand. Personerne er både til stede og ikke til stede i deres liv. De søger noget andet, men ved ikke, hvad det er. Drømmene svarer ikke til realiteterne, og hver især er de sensible over for hinandens reaktioner og har derfor ikke mulighed for at hjælpe hinanden.

For Martha er det selvransagelsens tid. Hun fortryder at have solgt sit hus, men dermed er det lykkedes for hende at blive selvstændig ejer af en garnbutik. Hun undgår ikke depressionen. Hun må forsone sig med det liv, der er levet, og de valg, der er foretaget. Men hvad med fremtiden? Også båndene til sønnen Mikkel skal løsnes. Han kan ikke fortsætte med at være den gode lytter til moderens kærlighedssorger. Mikkel vælger rutinerne fra for at tage på en længere ferie til Cuba. Mødet med det fremmede giver ham et mere sikkert afsæt for at prøve sine musiske talenter af.

Det er en roman om de stille eksistenser, om hverdagens dramaer og om hvor sårbare de familiemæssige relationer er, uden at vi får hele sandheden at vide. Men tiden læger nogle sår, og der viser sig overraskende nye muligheder og nye håb for tættere relationer. Det kan hjælpe at blive lidt lydhør.

Forfatteren mestrer en enkel prosa, som raffineret viser, hvordan bevægelser, tonelejer og blikke mærkes og sætter spor på både børn og voksne.

Romanen er en selvstændig fortsættelse af romanen "Løse ender" fra 2002, der også var skrevet i krydsklip mellem tre personer, nemlig Marthas mor Gudrun, Martha og sønnen Mikkel.

Christina Englund er en fin registrant af 1990’ernes hverdagsmennesker, rastløsheden, den følelsesmæssige usikkerhed og den indre kamp for at tage ansvar for sine valg. Det er blevet vanskeligere at etablere tryghed og sikkerhed i individualiseringens tidsalder, eller er det blevet et mere påtrængende grundvilkår?

Gyldendal, 2004. 235 sider. Kr. 248,-

Læs mere om Christina Englund

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25404424
ISBN
9788702031102
Antal sider
235

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer