Bog

Orfeus' lyre

Af (
1996
)

Anmeldelse

Orfeus' lyre af Robertson Davies

01 okt.04

Hvad kan der ske, når en ufuldendt opera bringes sammen  med risikovillige fondsmidler og kunstnerisk talent, ambition og forfængelighed, og hvad forgår der egentlig i følelsernes underverden? I et canadisk universitetsmiljø afstedkommer et usædvanligt musikprojekt underholdende turbulens i de akademiske cirkler….


Anbefalet af bibliotekar Lene Duval Ohlsen, Allerød Bibliotek

Lån bogen på Bibliotek.dk

Orfeus’ lyre åbner porten til underverdenen”. Med dette indledende Hoffmann-citat bringes læseren straks i forventningsfuld stemning, fuld af anelser om musikkens skæbnesvangre magt.
Alle forventninger indfries i denne pragtfulde, morsomme og elegante komedie, og hvilken underverden!

Da den pengestærke Cornish-fond med tilknytning til et canadisk universitetsmiljø beslutter sig for
at støtte et projekt, som ”ingen ved sine fulde fem ville have noget med at gøre” er det virkelig et vovestykke. af  rang. Projektet går ud på at hjælpe den uhumske, men måske geniale studerende, Hulda Schnakenburg, til at fuldføre musikken til et meget fragmentarisk operamanuskript, som komponisten  E. T. A. Hoffmann efterlod ved sin død i 1822. For at ”få skabt noget postyr” ønsker fonden derudover også at bekoste opførelsen af den færdige opera, der undervejs udstyres med en vidtløftig libretto, inspireret af Arthurlegendens sagnstof.

For at realisere ideen arbejdes der nu på højtryk af et galleri af farverige, temperamentsfulde og selvbevidste aktører. I staben indgår vennekredsen i fondens bestyrelse, den uberegnelige komponist in spe Hulda, en flot kvindelig rådgiver fra Sverige, med hang til Franz Liszt-kostumer og en byronsk instruktør fra Wales.
Undervejs bliver de impliceredes liv på underfundig vis en spejling af operaens handling  - alt sammen kommenteret af den afdøde komponist Hoffmann, der i Limbo afventer udfrielsen, medens han reflekterer over sit livs sejre og nederlag.

Kulminationen er selvfølgelig uropførelsen af det færdige værk, og her boltrer forfatteren sig veloplagt med pragtfulde og vittige beskrivelser af kritikere, primadonnaer og professionelle klakkører, men også med en betagende beskrivelse af teaterverdenens forførende teknik.

Udover operaprojektet har bogen andre temaer, som udspringer af de tidligere to bind i Cornish-trilogien,  nemlig De oprørske Engle og Hvad man i Ungdommen nemmer.
Orfeus’ lyre kan sagtens læses for sig, men der er ingen grund til at snyde sig selv for den herlige og optimale oplevelse at læse alle bind om mysteriet Francis Cornish og om vennerne, der bestyrer hans fond.

Man bliver hurtigt grebet af forfatterens formidable evne til at skildre mennesker og  miljøer - hvad enten det sker  med varme eller nådesløs hudfletning. Her er det, udover teatermiljøet, det særdeles akademiske universitetsmiljø, der spiddes på kærlig vis for sine intriger, forfængelige ambitioner og hyperprivilegerede liv i elfenbenstårnet. Forfatterens egen stil er også akademisk af den bedste slags med talrige referencer til litteratur og kunst, spundet ind i begivenhederne på inspirerende vis.


oversat fra engelsk af Hans Jørgen Lassen. Erichsen, 1996. 380 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Erichsen
Faustnummer
21426458
ISBN
9788755513297
Antal sider
380

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer