Bog

Øen

Af (
2011
)

Anmeldelse

Øen af Victoria Hislop

24 okt.11

En lovende og meget underholdende debutroman, der byder på dystre familiehemmeligheder, alvorlig sygdom, kærlighed, svigt, mord og meget mere.

Rammehistorien er den unge, engelske Alexis’s rejse til Kreta, hvor hun prøver at finde frem til moderens græske rødder. Hidtil har moderen hemmeligholdt sin fortid, men et brev fra hende til en gammel veninde på Kreta lukker op for en højdramatisk slægtshistorie, der starter med Alexis’s oldemor.

Forfatteren har arbejdet i forlagsbranchen og som journalist, og man fornemmer, at hun har sat sig godt ind i sit stof. Øen er spedalskhedskolonien Spinalonga ved Kretas nordkyst, hvor spedalske fra hele Grækenland blev isoleret i første halvdel af forrige århundrede. Med stor indlevelse beskrives livet i det lille, lukkede samfund på godt og ondt, hvor de udstødte ganske vist kun har et spinkelt håb om helbredelse, men hvor de dog kan genvinde deres menneskeværd. Det viser sig, at Alexis’s oldemor og senere en af hendes døtre har været interneret her.

Forfatteren giver et levende billede af det lille landsbysamfund på fastlandet, hvorfra der flere gange om ugen er transport af varer til Spinalonga. Sammenholdet og hjælpsomheden, men også angsten for og indgroede fordomme omkring den forfærdelige sygdom præger befolkningen. Her har Alexis’s mor sine rødder.

Derudover har romanen en betragtelig underholdningsværdi i beskrivelsen af to søstre i slægten. Den ene (næsten for) god og kærlig, den anden lidenskabelig og en renlivet egoist. Deres vidt forskellige skæbner er et omdrejningspunkt i bogen. Den gode søster bliver en vigtig samfundsstøtte på Spinalonga, men Askepot får heldigvis sin prins til sidst. Som vanligt er det de onde i litteraturen, der tilføjer spænding og drama. Den onde søster får også sin prins, men hendes utilfredse og lidenskabelige sind driver hende ud i en udenomsægteskabelig affære, der får tragiske følger.

Bogen er forståeligt nok blevet en international bestseller. Det er en bevægende historie med god lokalkolorit. Forfatteren balancerer fint mellem det underholdende og dramatiske og det lidt mere seriøse. Romanen bliver ganske rammende sammenlignet med 'Kaptajn Corellis mandolin', og jeg spår den en stor fremtid som læsekredsbog.

Bogdetaljer

Forlag
Bazar
Oversætter
Annemette Goldberg
Faustnummer
28958110
Graphic
Nic Oxby
ISBN
9788771160567
Antal sider
504

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer