Bog

Odins labyrint

Af (
2012
)

Anmeldelse

Odins Labyrint af Mads Peder Nordbo

06 dec.12

Odins Labyrint er et ambitiøst værk om tro, aner og viden, og krydret med mord, kærlighed og magt giver det en rigtig god cocktail.

Nogle hemmeligheder er så store, at verden ikke er klar til at høre dem, men de skal stadig bevares og videregives. Mathias studerer runologi og filologi, og en dag modtager han et brev, hvori han bliver bedt om at tage til London for at udføre noget arbejde for en berømt kunstner.

Drevet af nysgerrighed og ambition tager han af sted, og her åbner sig en helt anden verden. Langsomt bliver han indført i én af verdenshistoriens bedst bevarede hemmeligheder om nordisk mytologi og kristendommens begyndelse. Han bliver mere og mere optaget af denne viden, og sideløbende opdager han også hemmeligheder om sine egne aner. Men med hemmeligheder følger også magt, og med magt følger også farer, og snart er Mathias viklet ind i et spind af hemmeligheder, løgne og mord.

Odins labyrint er Mads Peder Nordbos debut, og han gør det godt. Det er et ambitiøst værk, der trækker de lange linjer fra nordisk mytologi og kristendommens begyndelse frem til nutidens London. Som læser bliver man viklet ind i et spind af løgne og bedrag, hvor det er svært at gennemskue begivenhedernes gang, men langsomt falder brikkerne på plads.

Romanen trækker på virkemidler fra flere genrer, nemlig den gotiske genre med gamle herresæder, fugtige kældre og en dyster stemning, spændingsgenren og den historiske roman. Det hele fungerer fint, og resultatet er en god gedigen roman, der er virkelig spændende, og hvor uhyggen langsomt sniger sig ind mellem linjerne. Mads Peder Nordbo har selv studeret nordisk sprog og skrevet speciale om runer, og denne ekstra viden udnyttes fint i selve handlingen, hvor netop runerne spiller en stor rolle.

Jeg er vild med konspirationsromaner om kristendommen og den nordiske mytologi, og denne føjer sig fint til rækken af gode romaner. Forfatterens idéer omkring Odin er spændende læsning, og krydret med mord, kærlighed og magt giver det en rigtig god cocktail.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
29643601
Graphic
Stoltzedesign
ISBN
9788711399057
Antal sider
412

Brugernes anmeldelser

4 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
tir, 20/11/2012 - 21:59

Fantastisk bog, gribende læsning fra første kapitel, kan varmt anbefales.

Thomas

tir, 20/11/2012 - 12:03

Jeg elsker den bog, som jeg elsker de første lysegrønne blade på bøgen, som det første jordbær om sommeren... Den lever.

Odins labyrint, er mystisk, spændende og ikke mindst - en klog bog.

En helt fantastisk forfatter,der får en til at tænke - ikke bare læse.

 

AfCamilla Laugesen
tir, 20/11/2012 - 11:02

Odidns labyrint- et glasbarns fortælling, er en flot krimi med historisk islæt. Hvis man er interesseret i dansk historie, navnlig dansk mytologi får du mange hyggelige timer med denne roman.

Bogen foregår på en engelsk herregård med mange kringlekroge og hemmeligheder. Etager der er låst af, masser af underlige lyde om natten. En ung runolog bliver lokket til at tage til England for at udforske nogle danske runer – tror han…

Forfatteren formår at blande disse ingredienser til en bog hvor du er spændt på at vende den næste side – hver gang.