Nukaakas kabale

Gedigen spændingshistorie om Grønlands råstoffer, storkapital og danske ministeriers tvivlsomme rolle. I tredje bind om Caroline Kaysers oplevelser bliver man underholdt og lidt klogere på én gang.

Man skal nok have læst seneste bog om Caroline Kaysers meritter for at kunne gå lige direkte ind i denne historie. Kayser har i sit job som jurist hos Dana Oil været impliceret i et gidseldrama på et af firmaets skibe og har her været vidne til ting, der har fået hende til at agere whistleblower. Hun er således nu absolut ikke populær i firmaet og slet ikke på chefgangen. Det får hende til at tage med kæresten til Grønland. Han er jurist i finansministeriet og har fået til opgave at tale lidt med en leder fra Grønlands Råstofdirektorat, om dog ikke Danmark skulle have lidt større indflydelse på minedriften.  Caroline forventer en afslapningsferie på hotellet, hun trænger til at samle tankerne. Med sig i den mentale bagage har hun en handicappet lillebror og en utiltalende far, der altid har tromlet sine omgivelser, inklusiv familien, uden skrupler.

Så skifter romanens fokus til chefen for licenskontoret i Råstofdirektoratet, Nukaaka Nielsen. Hun er uddannet jurist, i 30’erne og enlig mor til tre-årige Isak. Hendes danske mor har skyndt sig tilbage til Danmark, og Nukaakas grønlandske far gik tidligt til grunde i druk. Nukaaka føler sig for dansk i selskab med grønlændere og for grønlandsk i selskab med danskere. I øvrigt er der - som et lille strejf af en slags ”autentisk baggrund” - undervejs indsat breve hjem til familien fra en ung dansk kvindelig lærer, der i 1970’erne er taget til Grønland. Nukaakas team arbejder på en indstilling til ministeren om kinesernes ansøgning om at udvinde jordarter i Grønlands undergrund, og hun overvejer kraftigt, om ikke det skal være en anbefaling. Grønland trænger til at blive fri og ”voksen”, og kineserne ved, hvad de gør.
Men så begynder de anonyme trusselsmails at ankomme. Nukaaka skal opgive samarbejdet med kineserne, ellers….!

Afsenderen ved meget og kender mange detaljer, men Nukaaka vælger at feje dem af bordet - lige indtil hendes nærmeste medarbejder findes kvalt en morgen på kontoret. Caroline og Nukakaa mødes tilfældigt, de har læst nogenlunde samtidig på universitetet, og selvom Nukaaka kender Caroline (som ”isdronningen”) og især hendes dominerende faderlige baggrund, får hun umiddelbart tillid til Caroline og specielt hendes handlekraft. Det gør hun klogt i, og her viser bogen sig nok fra sin bedste side, da plottet sættes op i et ekstra gear. Spændingen holder hele vejen, og forfatteren kan formidle facts omkring magtforhold, råstoffer og storpolitik, så det er både forståeligt og interessant.

Min eneste anke er de lidt for ”almindelige” dialoger og den glimtvise femikrimi-stil, hvor vi hører om den enlige mors hårde dagligdag. Jeg er helt klar over, at det skal støtte troværdigheden, men det går altså fint i forvejen, synes jeg. De to kvindelige figurer med hver deres faderbindinger fungerer faktisk fint. Caroline er jo den hårdkogte, og på den måde fjerner bøgerne om hende sig lagt væk fra den sædvanlige skandinaviske kvindelige krimi-/spændings-stil. Men velfortalt er den i høj grad, og jeg kan godt lide, at man bliver underholdt og lidt klogere på én gang.