Noget om Grace

Anthony Doerr skuffer fælt med historien om David Winckler, der drømmer om det, der kommer til at ske i fremtiden. En poetisk og filosofisk men desværre også langtrukken og kedelig historie.

Forventningens glæde er ofte den største. Sådan var det også med roman ’ Noget om Grace’. Efter Anthony Doerr fik Pullitzer-prisen for ’Alt det lys vi ikke ser’, skulle der også meget til for at overgå den fremragende læseoplevelse. ’Noget om Grace’ var desværre en kæmpe skuffelse.

Romanen handler romanen om David Winkler, der er hydrolog og ekspert i vand og snekrystaller. Lige siden barndommen har han haft en evne til at drømme ting, der sker umiddelbart efter. Han drømmer at fremmede mænd bliver kørt ned, at bagagehylder ikke er lukket ordentligt, og at han møder en smuk kvinde, der taber et ugeblad, som han senere gifter sig med. Alle drømme går i opfyldelse, så da han drømmer at hans spæde datter drukner i hans arme i en oversvømmelse, flygter han i rædsel fra både kone og barn og bosætter sig i over 25 år på en lille caribisk ø. Her bor han hos en chilensk familie, men ender også med at flygte herfra pga. en drøm. Om han møder sin gamle familie og om datteren Grace er druknet, kan jeg naturligvis ikke røbe her. Jeg vil blot afsløre, at bogen var en ualmindelig hård og lang fødsel.

’Noget om Grace’ er Doerr’s debut og at udgive den ligger lige til højrebenet, når forgængeren var sådan en tordnende succes, så jeg forstår til fulde forlaget. Og måske er det mig, men jeg kedede mig virkelig meget. Ti sider om vand, eller om tyve sider om insekter, eller tre hundrede sider om en mand, der navlepiller hele sit liv, det blev altså for stillestående og filosofisk for mig. Jeg blev irriteret på David, ønskede at han skulle tage sig sammen og komme videre i sit liv. Samtidig med at jeg forstod, at han ikke var herre i sit eget hus, at han på en eller anden måde var styret af sine drømme og ikke selv kunne bestemme retningen. Og fordi han ikke kunne det, så blev hans liv monotomt, trist og skæbnetungt.

Inden jeg får alle de glade Anthony Doerr læsere på nakken, vil jeg tilføje, at Doerr har et meget smukt og poetisk sprog, han mestrer at skrive om savn og livets udfordringer på en fin og yndefuld måde. Jeg ved at anmelderne i de store aviser alle er begejstrede og fik en meget fin læseoplevelse. Det fik jeg desværre ikke.