Bog

Nobels testamente

Af (
2006
)

Anmeldelse

Nobels testamente af Liza Marklund

12 nov.06

En fængslende krimi i tidens ånd, hvor plottet bygges op over historiske fakta.

Under Nobelfesten i Stockholm bliver journalisten Annika Bengtzon vidne til mordet på Nobelkomitéens formand, Caroline von Behring. Annika afhøres efterfølgende af kriminalpolitiet, som pålægger hende en tavshedspligt, der betyder, at hun ikke må skrive om begivenheden.

Tavshedspligten giver avisens chefredaktør, Anders Schyman, en kærkommen lejlighed til at sende Annika på orlov på ubestemt tid. I forvejen har han et horn i siden på hende.

Orloven kommer til at strække sig over et halvt år, hvorefter Annika får lov til at vende tilbage. Dette sker samtidig med, at nye mord begås, og Annika påbegynder straks en intens kortlægning af sammenhængen mellem mordene. Det er først til sidst, at Carolines morder afsløres, men inden da udlægges forskellige brikker, som kan samle puslespillet. Alle brikker peger dog ikke på morderen!

Nobels testamente er sjette bog om journalisten Annika Bengtzon. Den personlige skildring er fortløbende, men de forskellige plots er fritstående.

Plottet i denne roman er bygget op over Alfred Nobels testamente og dermed historiske fakta, hvilket gør den til en krimi i tidens ånd. På fængslende vis beskriver den desuden hvilke betingelser, medicinalindustrien og dens forskere arbejder under, samt hvilken betydning et testamente kan have herpå.

Udover betydningen af Alfred Nobels testamente lister andre aktuelle og diskuterede temaer sig også ind i bogens handling. F.eks. problematiseres USA's fangetransporter af terrormistænkte samt mange landes udvikling mod Big Brother samfund.

Ligesom i Liza Marklunds tidligere romaner gennemsyrer realismen også Nobels testamente. Personskildringerne er utrolig virkelighedstro, og man kan flere gange spejle sig selv i personernes tanker og handlinger. Annikas forsøg på at forene familie- og karriereliv er beskrevet, sådan at alle nordiske kvinder må spørge sig selv, om det er dem, Annikas person bygger på.

Oversat af Jesper Klint Kistorp. Fremad, 2006. 508 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Fremad
Oversætter
Jesper Klint Kistorp
Faustnummer
26473853
ISBN
9788755724495
Antal sider
507

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer