Bog

Natten til fjerde november

Af (
2004
)

Anmeldelse

Natten til fjerde november af Karin Fossum

Producer
17.Aug.04

Da den 17-årige Jonna en aften forsvinder sporløst i den norske efterårståge, starter et mareridt for hendes forældre. Har datteren været udsat for en forbrydelse? Har hun taget sit eget liv?

Indtil den skæbnesvangre aften har Jon og Magnhild efter alt at dømme levet et roligt og helt almindeligt liv. Jon er revisor i byen, lidt tavs men vellidt af både kolleger og familie. Magnhild har efter datterens fødsel måttet opgive at arbejde på grund af tilbagevendende migræneanfald. Hun har til gengæld kastet alle sine ambitioner og sin store energi ind på at mand og datter skal have et hyggeligt og velfungerende hjem. Jonna er en dygtig og velfungerende pige, lidt indelukket og tavs over for forældrene, men ikke mere end at forældrene tolker det som helt almindelige teenageproblemer.

Efter Jonnas forsvinden kan hendes venner dog fortælle om en anderledes løssluppen pige uden for forældrenes synsfelt. Det nager også forældrene at Jonna den aften, hun forsvandt, sagde at hun skulle hjem til en veninde, som ikke kan bekræfte en sådan aftale.

Tvivlen, fortvivlelsen, selvbebrejdelserne og fantasierne om hvad der kan være sket, rammer begge forældre med voldsom kraft.

”Billederne kom i glimt i bevidstheden. Billeder af hvad der kunne være sket. Og til billederne hørte underlige lyde, alt fra spæde skrig til skræmmende brøl. Lyde, der ikke var til at holde ud. Jon havde kvalme. Han kunne ikke synke, ikke sidde stille.......... Magnhild faldt af og til ned i en stol med hænderne presset mod ørerne. Hun vidste ikke om de skrig, hun hørte inde i sit eget hovede, var datterens skrig eller hendes egne. Et skrig fra dybet af sjælen.... Hun længtes efter en flodbølge, hun ville rives med, smerten var for stor.” (s. 13-14)

I begyndelsen forsøger forældrene at dele smerten, men det går hurtigt op for begge to at de slet ikke har evnen til og øvelsen i at dele dybere følelser med hinanden. Magnhild søger trøst hos sin søster, og Jon opsøger i al hemmelighed en psykolog.

Romanen strækker sig over et ondt, langt år, hvor fortvivlelsen vokser, hvor forældrene glider fra hinanden, og hvor de hver især beslutter sig for skilsmisse. ”Men så sker der noget” som der står på bogens bagside. Hvad skal jeg ikke røbe her!

Det er et gribende, stærkt og meget troværdigt psykologisk portræt Karin Fossum tegner af en udadtil helt almindelig lille familie. Forfatteren har skrevet flere psykologiske romaner før denne, men er nok mest kendt som krimiforfatter. Og det kan mærkes! Bogen er elementært spændende fra første til sidste side, og jeg slap den ikke, før jeg havde læst dramaet til ende.

Oversat af Ida Jessen. Gyldendal, 2004. 226 sider. Kr 298,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25079078
ISBN
9788702024982
Antal sider
226

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer