Bog

Når kun tavsheden taler

Af (
2014
)

Anmeldelse

Når kun tavsheden taler af Robert Goddard

23 jan.14

Endnu en typisk Goddard-krimi, hvor mystiske begivenheder i fortiden kaster lange skygger i nutiden. Forfatteren er mester i mysterier og veldrejede plots.  

Jonathan Kellaway er ellers på vej på pension efter mere end 40 års tro tjeneste i kaolin-industrien (kaolin bruges blandt andet til fremstilling af porcelæn), da firmaets forhenværende bestyrelsesformand beder ham påtage sig en sidste opgave. Jonathan skal rejse fra USA tilbage til England for at finde en række forsvundne dokumenter, så virksomhedens historie kan blive skrevet færdig.

Rejsen til England vækker minder om ungdom, døde venner og en ulykkelig kærlighed, som han ellers for længst troede at have lagt bag sig. Tilbage i 1968 startede Jonathan i et sommerjob i et lille privat firma, som var ejet af familien Wren. Jonathan blev gode venner med sønnen Oliver, som på gådefuld vis måske begik selvmord. Han forelskede sig desuden i den smukke datter Vivien, og samtidig oplevede Jonathan på tætteste hold familiedynastiets opløsning og sammensmeltning med det større Cornish China Clays. Jonathan håber, at hans eftersøgning efter dokumenterne samtidig vil åbenbare og bringe en forklaring på fortidens mysterier og uklarheder, men nogen vil ikke have, at sandheden kommer for dagen.

Robert Goddard er en meget produktiv herre, som i en periode på over tyve år troligt har forsynet sine trofaste og talrige læsere med en ny krimi- eller spændingsbog cirka hvert år.

Alle hans romaner er i princippet skåret over den samme læst med gåder og mysterier i fortiden, som hovedpersonen i nutiden forsøger at få opklaret. I virkeligheden er der mindst lige så meget tale om familie- eller slægtshistorie som om krimier, og hans hovedpersoner er som ofte ganske almindelige mennesker, der så at sige bare bliver formidleren af historien.

Egentlig bliver man sjældent overrasket i Goddards bøger. Man ved så at sige præcist, hvordan skabelonen er, og hvad man får. Hvis man hungrer efter hæsblæsende spænding, er det i hvert fald ikke denne historie, man skal kaste sig over.

Men hvis der er noget, som denne forfatter mestrer til perfektion så er det at skrue et stilsikkert og overraskende plot sammen, og romanens komposition med skiften mellem fortid og nutid fungerer perfekt. Romanens helt store styrke er i virkeligheden de meget vedkommende og levende beskrivelser af de involverede personer. Alt i alt altså en lidt stillestående men litterært meget flot krimi, og alene navnet skal jo nok få solgt bogen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Claus Bech
Faustnummer
50895009
Graphic
Imperiet
ISBN
9788702134667
Antal sider
448

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer