Bog

Når det er mørkt, bliver det lyst

Af (
2016
)

Anmeldelse

Når det er mørkt, bliver det lyst af Laus Strandby Nielsen

Digteren og forfatteren Laus Strandby Nielsen (født 1944) debuterede som forfatter i 1970, men han kan med sine 10 udgivelser dårligt kaldes for en produktiv forfatter. Trods det beskedne antal udgivelser har han alligevel modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og har desuden fået sine digte udgivet på italiensk, tyrkisk, islandsk og engelsk.

Forfatterens seneste digtsamling hedder ”Når det er mørkt, bliver det lyst” og blev udgivet på Gyldendal tidligere i 2016. Digtsamling er måske så meget sagt, jeg vil nok mere kategorisere bogen som en samling af korte tekster, der handler om tilværelsen, om oplevelser de fleste mennesker har i løbet af livet, naturen, forandringer og om tiden, der går og om den tid vi lever i.

Man kan sige, at der er tale om emner, som utallige forfattere har skrevet om før, og derfor kan man også sige, at der ikke er noget nyskabende eller overraskende over en digtsamling, der handler om netop disse emner.

”Når det er mørkt, bliver det lyst” er ikke en digtsamling med lyse og lykkelige digte. Faktisk forekommer flere af digtene lidt forstemmende og dystre, men dog ikke i en grad så læseren bliver ramt af tungsind under læsningen. Digtene hensætter snarere læseren i en eftertænksom sindstilstand, der fik mig til at fundere over meningen med tilværelsen.

”Når det er mørkt, bliver det lyst” er på mange måder en glimrende digtsamling, der er gennemtænkt og indeholder en del gode digte.

Bogen er dog ikke så fremragende, at denne anmelder falder bagover i ren benovelse over forfatterens evner udi kunsten af sætte hæderlige tekster sammen. Jeg savner, at der kommer nye vinkler på de temaer, som digtene handler om – eller at digtene bare havde hævet sig en anelse over gennemsnittet. Der er med andre ord ikke nogen overraskelser, men dog er ”Når det er mørkt, bliver det lyst” stadig en udmærket bog – den er bare ikke uforglemmelig.

Der er tale om en digtsamling, der minder om så meget andet litteratur, der lukkes ud i disse tider, og derfor giver jeg bogen en middelmådig vurdering.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52336600
ISBN
9788702201086
Antal sider
61

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer