Mørkets ridder

Formidabel politikrimi med en fin tone af noget ømt og rørende. Connelly har en velgørende sympati for sit makkerpar, der graver dybt i baghaven til Hollywoods glitrende verden.

Sidste år, altså 2018, var et stort år for den amerikanske krimi-forfatter Michael Connelly, i hvert fald på dansk. Vi fik hele to bøger fra hans hånd, 'To slags sandhed', det 17. bind i Harry Bosch-serien, måske hans bedste oven i købet, og den fik Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste krimi på dansk, og dertil fik vi 'Nathold', hvor han introducerede en ny helt, endda en heltinde, Renée Ballard, en politikvinde og en sej enspænder. Hun var blevet degraderet til natarbejde efter at have anmeldt en overordnet kollega for sex-chikane.

I 'Mørkets ridder' slår de to så pjalterne sammen. Hun arbejder stadig på natholdet, populært kaldet midnatsforestillingen, hun optager rapporter ude på nattens gerningssteder, så dagpatruljen hurtigt kan komme i gang med den egentlige efterforskning. Men selvfølgelig kan hun ikke lade være med at blande sig, og hun bliver rodet ind i lidt af hvert.

En nat vender hun hjem til politistationen i Hollywood. Hun finder en fremmed i gang med at rode i kartoteket over henlagte, kolde sager. Det er den pensionerede Harry Bosch, der arbejder frivilligt ved politiet. Og sammen prøver de så at opklare en 10 år gammel sag, det bestialske mord på den 15-årige Daisy Clayton. Hun var stukket af hjemmefra, hun var på stoffer og ernærede sig som prostitueret, men hun havde så mødt den forkerte, var blevet myrdet, skrubbet ren i klorin og smidt i en affaldscontainer, helt uden spor.

Samarbejdet begynder lidt famlende, hvem er de hver især, og kan de stole på hinanden? Men de arbejder sig gennem kasserne med kort og rapporter frem mod de uhyggelige omstændigheder bag forbrydelsen. Sideløbende distraheres denne sag af hverdagens mange opklaringsopgaver, især Harry Boschs sammenstød med en lokal bande, med egen hundegård, er ved at ende helt galt, men så er det jo godt, at der er nogen, en helikopterpilot, som skylder Renée Ballard en tjeneste.

'Mørkets ridder' er en formidabel politikrimi. Michael Connelly, der har været kriminalreporter, har styr på alle detaljerne uden at miste overblikket. Og han har virkelig styr på alle de politimæssige procedurer, og intriger, jeg tror ikke, man kan fange ham i faktuelle fejl, og det gælder også oplysninger om retsmedicin, pistoler, dyre biler og vejnettet i og omkring Los Angeles. Han er en mand, man opklaringsmæssigt ikke farer vild med. Han er den sande arvtager til Vestkyst-koryfæer som Raymond Chandler og Ross MacDonald. At han så også er mand for at bruge metoder, og det gælder både hos Renée Ballard og Harry Bosch, der næppe vil holde i retten, det hører også med, men hvad gør det, hvis retfærdigheden sker fyldest.

Så det kan godt være, at 2018 var Michael Connellys store år, men det er nu heller ikke så ringe, at han med 'Mørkets ridder' sætter barren højt for krimi-året 2019.