Bog

Mona

Af (
2013
)

Anmeldelse

Mona af Dan T. Sehlberg

09 okt.13

Svensk thriller med internationalt tilsnit. Blandingen af avanceret computerteknik, terrorhandlinger, politik, kærlighed og elementær spænding fungerer optimalt.

Terrorister fra Hizbollah planlægger et omfattende terrorangreb mod Israel. Ledsaget af de sædvanlige selvmordsbomber vil de udløse en muterende computervirus, som skal destabilisere Israels bankvæsen. Virussen udløses via en israelsk bank, TBI, og snart har virussen muteret sig til også at omfatte andre computersystemer, ikke bare i Israel men verdensomspændende.

I Stockholm har it-forskeren Eric Söderqvist netop fået det afgørende gennembrud med sit Mind Surf-projekt, som er et tankebaseret styresystem, der gør den menneskelige hjerne i stand til at manøvrere computere. Eric prøver sin opfindelse på sin kone Hanna, som netop er it-chef i TBI. Mens hun afprøver Erics opfindelse, går hun ind på sine mails i banken, og på en eller anden måde bliver hun angrebet af computervirussen. Hun bliver indlagt med høj feber og voldsomme hallucinationer, men lægerne aner ikke deres levende råd, og Hanna bliver dårligere og dårligere.

Erics investor, Mats Hagström, som også har afprøvet Mind Surf, bliver indlagt med lignende symptomer, og Eric begynder at ane en sammenhæng. Ingen vil dog tro på, at en computervirus skulle kunne angribe den menneskelige hjerne, og Eric beslutter at tage et drastisk skridt for at redde sin kone. Han vil opsøge terroristerne og på en eller anden måde få fat i en antivirus.

Det er en utrolig indviklet, men samtidig også meget spændende historie, som forfatteren ruller ud, og læseren rives med i det utrolige men også ganske overbevisende plot. Det er eminent god spænding, og selvom Mind Surf (endnu) er ren science fiction, så formår forfatteren at skildre teknologien så overbevisende, at man tror på, at det kan lade sig gøre. I det hele taget fremstår forfatteren særdeles kompetent og troværdig i alle sine beskrivelser af konflikten i Mellemøsten, Hizbollah, Mossad og alle de eksotiske geografier.

Knebet med at lade handlingen skifte mellem de forskellige personer og steder fungerer tillige fint, og personerne er beskrevet levende og vedkommende. Mine bedste anbefalinger altså, og samtidig er det da glædeligt, at en fortsættelse er på vej. Den næste bog kommer til at hedde ’Sinon’.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
50721612
Graphic
stoltzedesign.dk
ISBN
9788771460278
Antal sider
426

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer