Bog

Mødre, døtre, søstre

Af (
2018
)

Anmeldelse

Mødre, døtre, søstre af Emma Bess

Emma Bess debuterer med noveller, der flot dækker spændvidden mellem den blødeste intimitet og den mest prikkende stilhed mellem mødre, døtre og søstre.

’Mødre, døtre, søstre’ er velsammensatte noveller om barndom, ungdom, moderskab og voksenlivet.

I ’Fest’ har en lillesøster intime fantasier om, hvad storesøsteren vil gøre til den fest, hun ikke selv skal med til. En anden søster husker i novellen ’Hjem’, hvordan hun i barndommen krøb så tæt på sin varme søster i sengen, at hun med sit lår kunne mærke ringmusklens rytme mellem søsterens baller. I ’Portræt’ trues en farmors samhørighed med nære veninder af farmorens valg tidligere i livet.

’Mødre, døtre, søstre’ er i imponerende god kontakt med dét, ”vi ikke taler højt om”. I begyndelsen står novellerne med deres front mod læseren, men på et tidspunkt vender de sig om og afslører lyssky nuancer og en skrøbelighed, der kun gør dem endnu stærkere.

Emma Bess har en respektindgydende sans for at beskrive mødet mellem mennesker. Her er det svært at være tre – og så endda på sommerens varmeste dag: ”(…) jeg trækker den tredje stol ud, der er kun tre stole, jeg bliver stående med mine varme hænder på stoleryggen. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at sætte mig.”.

Her oplever Anna – en ny og sårbar mor – en misforstået intimitet med sin svigermor: ”Hun gik over til hans mor og barnet, lagde hovedet mod hans mors skulder og kom til at græde. (…) Hun havde troet at det var okay at græde foran hans forældre nu, eftersom de alle sammen græd af glæde den dag barnet blev født. Men hans mor blev stiv i skuldrene og gav barnet tilbage til hende (…)”.

Også miljøtegningen bidrager til en meget sanselig læseoplevelse. På en elegant og naturlig måde understøtter miljøet hovedpersonernes indre og ydre liv, og det fungerer fint, at man kan læse sig tilbage til en tid, hvor man spillede ”Snake” på mobilen og dryppede stearin ned i kopper med vand.

’Mødre, døtre, søstre’ er en klog, stærk og intim novellesamling. Den fortæller om at være barn i 90’erne og ung i dag, men den fortæller også med en tidløs røst om facetterne, detaljerne og dybden i vores familierelationer. ’Mødre, døtre, søstre’ vil egne sig godt som undervisningsmateriale på f.eks. gymnasiet, men samlingen kan læses af alle.

Næste gang jeg anbefaler noveller, vil jeg bl.a. nævne Emma Bess’.

 

 

Analyse

Mødre, døtre, søstre

12 okt.18

Hovedpersonernes stærke, men uklare og ofte pinlige, længsel efter en elsket person står i centrum for novellerne i Emma Bess’ debut.

Fortællerne længes alle efter nærhed, enten med en mor, en søster, en kæreste eller en barndomsveninde. Men det er en diffus længsel, der ikke udtrykkes overfor den, fortælleren længes efter, eller nærmere en længsel som ikke altid opleves at have et mål, som er helt bevidst for hovedpersonen. Det er også en nærhedslængsel, som ofte viser sig at være upassende, enten fordi der er tale om lidt pinlige følelser som jalousi, misundelse, sex-fantasier med en søster som stedfortræder eller ubelejlige følelser som længsel efter en distanceret og dominerende mor.

Novellerne udspiller sig alle i scener fra middelklassen, hvor børn eller unge er hovedpersonerne – de er studerende, lige flyttet hjemmefra eller børn i kerne- eller skilsmissefamilier. Det dramatiske indhold i historierne kan næsten kaldes ”ikke-dramaer”: Sex-fantasier, men ingen sex (i 'Fest'), angst for at blive forladt, men kæresten har overhovedet ikke forladt hende ('Zygote') eller angst for at den elskede veninde dør af sin hjertefejl, men hun er provokerende levende ('Til stranden').

Sol og regn udtrykker sindsstemningen
Dramaerne i novellerne udspiller sig ikke i de ydre begivenheder, men derimod i de forskellige fortælleres fantasier, deres følelser og forestillinger om hvad der kan ske. Hovedpersonerne lader deres længsel blive indeni, men som læsere får vi også et indblik i deres sindsstemning og oplevelse via naturfænomener som regn og kulde.Vi kender det fra f.eks. krimigenren, de gamle film noir eller de nye nordic noir, hvor en ensom og deprimeret detektiv færdes i et miljø som er i moralsk forfald. Det regner og er nat, og man ved godt som seer, at det er en indre stemning som udtrykkes i noget ydre, fordi det jo ikke kan passe, at det altid er mørkt og regner i de nordiske lande, eller når en amerikansk privatdetektiv går på arbejde.

I Emma Bess’ noveller ser vi det ekspressive, altså det at noget ydre bliver til udtryk for en indre tilstand, i skiftevis billeder af regn, kulde, sol og varme. I 'Fest' fylder sol, varme og flimrende lys meget: Jegfortælleren er lillesøsteren som lever sig helt ind i en fantasi om storesøsteren Nellis fest. Sommerens flimrende lys er i det spejl, hun holder under næsen mens hun går: ”Fra vinduet siver havens hede lys gennem de gule gardiner. At kigge på rummet i spejlet føles som at lukke øjnene, og det føles som at drømme klart…” Hun giver spejlet til storesøsteren som er ved at sætte hår efter at have været i bad for anden gang den dag. I et kort glimt får vi at se, at episoden er et ældre jegs tilbageblik, for søsteren minder om en ”en af de gamle dukker der sidder i en kasse nede i kælderen… De minder os om slægten og uendelige variationer af den samme fortælling om vinter og snestøvler og én appelsin der deles mellem mange børns rødmossede hænder”. Lillesøsteren spejler sig i storesøsteren som barn, og den voksne reflekterer over erindringen.

Solmotivet: Seksualitet eller jalousi
Lidt senere spiser de aftensmad i aftensolen i haven, Nelli tager sine pæneste sko på og hiver så langt ned i blusen, at moren kommenterer det. Hun deler en øl med faren og ”Mads fra niende” dukker op for at få hende med til en fest. Jegfortælleren forestiller sig festen og på badeværelset rører hun ved sig selv, mens en meget voksen, seksuel oplevelse af at smelte sammen med solen tager pladsen. Senere har hun en meget direkte sex-fantasi om søsteren og Mads, en fantasi som heller ikke tilhører et barn. I novellens slutning bliver det klart, at Tildes fantasier om storesøsteren kun har været fantasier: Da søsteren rejser sig og går ender hun med at gå i seng for nedrullede gardiner, mens lillesøsteren står og ser på: ”… jeg kan bare svagt skelne dynen i mørket, kroppens kanter under den.” Festen er bare sket i fantasien, og fortælleren bemærker, at Nelli og hun er uforståelige for forældrene og at det er smukt og fredfyldt. De meget voksne fantasier dækker også over et ønske om at gå i et med storesøsteren.

I 'Sol og sol' er solmotivet ikke brugt til at skildre seksualitet, men bliver et udtryk for den jalousi som jegfortælleren oplever fordi moren har mødt en ny mand som hun er meget optaget af. Det gentages at solen giver forbrændinger på morens skuldre og at hun er ude i solen fordi hun arbejder på den økologiske gård, hendes kæreste har. ”Solen kræver hendes opmærksomhed,” tænker pigen om det. Det er ”mellem sol og sol”, altså om natten, at pigen oplever morens rastløshed, og hvor hun i slutningen sidder med barnepigen og drypper lys, uden at ville tænke på at moren er hos kæresten.

Kulde/ varme og afstanden til det man længes efter
I ”Hjem” længes storesøsteren Mia efter lillesøster Majas kropsvarme. Moren kalder Mia ektoterm, altså vekselvarm som et krybdyr der er afhængigt af en varmekilde udefra. Selvom Maja ikke kan lide det, lægger hun sig så tæt op ad den sovende Maja, at ”Mia kan lægge sig tæt ind til hendes krop, så tæt at hendes ene lår presses ind mellem Majas baller. Mia kan mærke Majas ringmuskel trække sig sammen og åbne sig på skift mod oversiden af sit eget lår.” Maja kravler altid væk fra søsteren, også selvom moren siger at hun skal være en sød lillesøster, og at hvis krokodillen på hendes arbejde havde fået varme nok, var den sikkert heller ikke død. Hun skal opfylde et behov.

Barndomserindringens kulde- og varmeforhold mellem de to søstre fortsætter ind i nutiden, hvor Mia og Maja vinterbader og går i sauna sammen. Mia længes stadig efter søsteren, men ikke som en selvstændig person: Hun kan ikke huske hvad Maja laver på sit studie, mens Maja har helt styr på hvad Mia laver. Kulden bliver et udryk for fortællerens oplevelse af den nærhed, hun mangler, og varmen er det hun længes efter. Søsteren selv forvandler sig til en dukke og en havfrue i fortællerens voksne fantasi.

Ting viser hvordan relationerne opleves
Emma Bess har et godt greb om novellen som genre, når man ser på den klassiske forståelse af en novelle som en kortfattet fortælling, der er centreret om en ting med stor symbolværdi eller enkeltstående hændelse. Dramaet ligger i fortællernes forestillinger og fantasier om deres forhold til den person, de længes efter, og ikke i de ydre begivenheder. Hver novelle er bygget op om en central ting, der har stor betydning som symbol for, eller beskrivelse af, relationen mellem fortælleren og den person, som hun ønsker at være tæt på.

I ”Akvaplaning” svinger fortælleren, som lige er flyttet hjemmefra, mellem længsel efter morens accept og glæden ved at blive selvstændig og træffe sine egne valg. Flere gange underkaster hun sig det som hun opfatter som morens holdninger, f.eks. da hun smider sin nyindkøbte, parfumerede sæbe ud og bagefter endda siger undskyld fordi moren heller ikke bryder sig om hendes offerrolle.

Men hvad gør så egentlig moren glad, når det ikke er forholdet til hendes børn? I slutningen får vi novellens symbolske ting, nemlig den akvaplaning som hun oplever, da bilens dæk mister vejgrebet på grund af vandet på motorvejen. Tæt på en næsten-ulykke liver hun nemlig op: ”Hun ser om på os med strålende, vågne øjne” og ”Hendes tænder skinner i halvmørket, hun smiler, hun er lyslevende. Hun vender sig og ser ud ad forruden igen.”

Indirekte er akvaplaning, altså den manglende kontakt mellem dæk og vej, også et billede på den manglende kontakt, der er mellem datter og mor. Det er datterens upassende længsel efter nærhed som hverken vækker glæde eller genklang hos moren.

I ”Mødre, døtre, søstre” møder vi uforløste indre dramaer og fantasier om nærhed, hvor hovedpersonernes længsel så at sige ikke rigtig kommer ud i virkelighedens verden, men går tabt i forestillinger om den anden, det vigtige menneske. Det er en hjemløs længsel, enten fordi den fortaber sig i fantasier uden at finde sin plads i virkeligheden, eller den er måske bare ikke rigtig ønsket af modtageren. Set i det store perspektiv giver det mening, at alle hovedpersonerne er børn eller unge voksne, hvis fantasier og begær efter nærhed er under tilblivelse og endnu ikke står helt klart for dem selv.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
53829368
ISBN
9788763855648
Antal sider
158

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer