Bog

Moderkærlighed

Af (
2002
)

Anmeldelse

Moderkærlighed af Jayne Anne Phillips

19 aug.02

Moderkærlighed - titlen fylder simpelthen hele forsiden, og den angiver romanens dobbelte tema: Den kærlighed, en mor nærer til sit nyfødte barn og den, hun nærer over for sin egen mor.

Kate, digter og freelance redaktør, er blevet gravid med sin kæreste Matt. Han har et forlist ægteskab bag sig og medbringer to mildt sagt livlige drenge, Matt og Jonah, som bor hos dem tre dage om ugen. I den sidste del af Kates graviditet får hendes mor, Katherine, konstateret en meget alvorlig cancer, og Kate beslutter til trods for, at hun selv skal til at bygge en ny tilværelse op med et nyt barn, delebørn og diverse problemer med Matts ekskone, at tage sin mor hjem til sig og passe hende i den sidste tid.

Den periode kommer til at strække sig over et lille år og bliver naturligvis en belastning for Kate og Matt med følelsesmæssige op- og nedture som følge af sønnen Alexanders fødsel og moderens sygdom, men samværet med på den ene side et lille nyt væsen og den dødsyge moder giver paradoksalt nok livet en ny intensitet.

Alle kvinder, der har født, kender til den lammende træthed, livet med et lille spædbarn giver, men også til følelsen af total overgivelse og underkastelse: "Han var hendes blod. Når hun holdt om ham, var han inden i hende; altid var han hende nær, som en atmosfære, i sin søvn, i sin eksistens. Hun ville i mange år ikke være alene mere, heller ikke selv om hun fik lyst…".

Bogen beskriver rørende og intenst den nærhed, der opstår mellem moderen og datteren. Jayne Anne Phillips' persontegninger og dialoger er præcise, og hun er en mester i at iagttage og sanse. "Hendes mor var nu ved at instruere hende i sorgens dybder, præcis som hun engang havde lært hende lyden af bogstaver. Hakken og stammen og sukkelyde samlede sig til ord, som eksisterede uafhængigt, åbnede sig og blev mirakuløse, mens døden, som var lige så naturlig som regnen, blev dybere og dybere og var bundløs".

Moderen sammenlignes i sin bevidstløse tilstand med et lille spædbarn, der flyder af sted på havet i en beholder, og man fornemmer som læser tydeligt livets cirkularitet: mens det langsomt suges ud af moderen, fyldes Alexander med livskraft og livsduelighed.

"Moderkærlighed" er en væsentlig og smuk bog om livet og døden, og derfor er den også meget mere end en almindelig mainstream kvindebog. Til de unge kvinder/mødre vil jeg sige: læs den sammen med din mand/kæreste.

Den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips har skrevet et par romaner og en novellesamling, der er oversat til dansk. Hun er desværre ikke så læst her i Danmark, og det er en stor skam, for hun skriver nogle fine bøger, der skildrer vores tid knivskarpt på en lyrisk måde.

Oversat af Ilse M. Haugaard. Gyldendal, 2002. 320 sider. Kr 350,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Ilse M. Haugaard
Faustnummer
24025446
ISBN
9788700481961
Antal sider
320

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer