Bog

Min europæiske familie i de sidste 54.000 år

Af (
2016
)

Anmeldelse

Min europæiske familie i de sidste 54.000 år af Karin Bojs

Et fremragende stykke videnskabsjournalistik, hvor forfatteren tager læseren med på en svimlende tidsrejse.

Karin Bojs har modtaget flere priser. I 2015 blev denne bog velfortjent kåret til årets bedste fagbog i Sverige. Hun formidler sin store viden så spændende og underholdende, at læseren bliver fanget ind fra første side. Stadigt mere avancerede dna-tests gør det muligt for hende at følge sine fjerne forfædres spor helt tilbage til istiden, og slægten rummer både jægere og agerbrugere. Ved at kombinere sin egen nære slægtshistorie med de beslægtede europæiske fortidsmenneskers gør hun fortiden forunderligt levende og vedkommende, og man fornemmer, at den er en forudsætning for vores egen civilisation.

Hvor den danske videnskabsjournalist Lone Frank har interesseret sig for dna-forskningens betydning for nutiden og fremtiden, har Karin Bojs været fascineret af dens betydning i forhold til at afkode fortiden. Hun har stor indsigt i dna-forskningen og har rejst Europa rundt og besøgt museer og fundsteder og interviewet en stribe forskere. Forskerne er ikke altid enige, og Karin Bojs tager stilling, fornemmer man, på et velfunderet grundlag. Hun fylder hullerne ud med kvalificerede gæt og bringer os tæt på fortidsmennesket.

Igennem mange tusinde år har fortidsmennesket bredt sig i Europa, og analyser af arkæologiske fund gør det muligt at følge kulturpåvirkningerne. Der er, ifølge forfatteren, tale om tre store indvandringsbølger. Jægerkulturen som den ældste, landbrugskulturen, som bredte sig fra områder omkring det nuværende Syrien, og formentlig en indoeuropæisk kultur, der bredte sig fra øst. Som forfatteren er de fleste af os en blanding af de forskellige kulturer. Midt i den store udviklingshistorie kommer der små, personlige kommentarer. Blandt andet om en formoder der måske blev røvet af vikinger og ført som træl fra Skotland til Sverige. Rent gætteri selvfølgelig, men ikke umuligt, og i hvert fald interessant.

Hvis man tror, at dna-forskningen er drevet af rent videnskabelige bevæggrunde, bliver man sørgeligt skuffet. Der er både penge og prestige involveret, som kan påvirke tolkningen af forskningsresultaterne og skabe uoverensstemmelser. Endelig er der syge ideologier, der bøjer dna-forskningens resultater i egen favør.

Bogen afsluttes med en forståelig forklaring på fagtermer og en righoldig litteraturliste kombineret med gode råd til dem, der har lyst til at foretage en arkæologisk ”slægtsrejse” i Europa og tips om indkvartering og gode spisesteder. Endelig får den nysgerrige en virkelig god vejledning i, hvor man på betryggende vis kan gå hen for at få testet sit dna.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt & Ringhof
Oversætter
Anders Juel Michelsen
Faustnummer
52603757
ISBN
9788711562000
Antal sider
470

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer