Bog

Middagen

Af (
2009
)

Anmeldelse

Middagen af Herman Koch

21 dec.09

Hvor langt vil du gå for at dække over noget, dit barn har gjort? Nogen forældre vil gå langt, meget langt.

”Hvordan ville denne aften have set ud, hvis jeg for bare et par timer siden havde ventet nedenunder….i stedet for at gå ovenpå, op ad trappen til Michels værelse. Hvordan ville resten af vores liv så have set ud?”

Den hollandske forfatter Herman Koch debuterede allerede i 1985, men ’Middagen’ er den første roman af ham på dansk. Der må meget gerne komme flere romaner af ham på dansk, for ’Middagen’ er en fremragende og foruroligende roman, som udfordrer læseren om hvad der er ret og uret, normalt og unormalt.

Overskrifterne, ”aperitif, forret, hovedret, dessert, digestift, drikkepenge”. antyder, at her er tale om en ganske almindelig middag på en restaurant. Men middagen bliver til noget helt andet, en moralsk og etisk diskussion af, hvor langt forældre er villige til at gå for at beskytte deres børn.

To brødre, Paul og Serge Lohman, og deres koner, Claire og Babette, mødes på en restaurant for at spise en middag sammen. Paul er fortælleren, han har et ambivalent forhold til sin bror, som er en kendt og populær person i Holland og sandsynligvis vil blive den næste ministerpræsident. Paul er lærer men han er holdt op med at arbejde på grund af psykiske problemer. Under middagen kommer mange års skuffelser og frustrationer for dagen.

Som middagen skrider frem, nærmer de to familier sig det egentlige formål med deres møde. Deres teenagesønner har begået en forfærdelig forbrydelse, og sagen har været meget omtalt i medierne, men der er ingen, der kan genkende de unge mennesker på videoklippene fra overvågningskameraerne. Paul tror, at det kun er ham, der kender den rette sammenhæng, men efterhånden bliver det klart, at alle ved noget om sagen, og alle har deres meget forskellige opfattelse af, hvordan den skal løses. Skal de melde sønnerne, eller skal de holde det inden for familien?

Bogdetaljer

Forlag
Mrs. Robinson,
Oversætter
Birthe Lundsgaard
Faustnummer
28014112
Graphic
Roald Triebels, Amsterdam
ISBN
9788764503272
Antal sider
251

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer