Bog

Men du kom ikke tilbage

Af (
2016
)

Anmeldelse

Men du kom ikke tilbage af Marceline Loridan-Ivens

11 feb.16

Dybt bevægende vidnesbyrd fra en af de sidste Holocaustoverlevere. En vigtig og værdifuld tilføjelse til litteraturen om nazisternes dødsregime.

Marceline Loridan-Ives erindringsbog er en smertelig og dybt personlig beretning om deporteringen til koncentrationslejrene Auschwitz-Birkenau, og det liv hun opnåede efter befrielsen. Som 15-årig blev hun sammen med sin polskfødte far arresteret af Gestapo. Rejsen gennem Frankrig og Tyskland mod dødslejrene i Polen er som en anden kvægtransport, og ved ankomsten bliver de adskilt. Marceline ender i Birkenau og faren i Auschwitz. Faren har ikke de store forhåbninger om at overleve men forsøger at indgyde Marceline håb. Hans udsagn: ”Du kommer måske tilbage, for du er ung, men jeg kommer ikke tilbage” bliver en profeti, som kommer til at præge og forfølge Marceline Loridan-Ivens for resten af livet.

Denne beretning er som forventet dybt rystende og forfærdende læsning. Ikke blot om udryddelseslejrene men også om Loridan-Ivens og familiens håndtering af de psykiske mén og det dybe ar efter hendes elskede far, som for altid forblev forsvundet. Bogen er skrevet som et langt brev til faren, som hun elskede højt og var nært tilknyttet. Brevformens poetiske udtryksform understreger grusomheden og det umenneskelige, og alt kommer ubærligt tæt på. Ondskaben i lejrene gennemsyrede alt – alt hvad hun rørte ved havde med døden at gøre. Hvordan hun har kunnet bevare livsgnisten efter sådan en tragedie er svært at fatte. ’Men du kom ikke tilbage’ er absolut en bog alle bør læse.

Marceline Loridan-Ives har gennem sit liv arbejdet som journalist, skuespiller, tv-producer og filminstruktør. Hun er sammen med sin nu afdøde mand Joris Ivens et kendt navn inden for dokumentarfilm optaget i nogle af verdens mest kulturelle og politiske brændpunkter.

Oprindeligt skrevet af Pia Bechmann, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Karsten Nielsen
Faustnummer
52136555
ISBN
9788763842631
Antal sider
90

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer