Bog

Manden i Vasaparken

Af (
2013
)

Anmeldelse

Manden i Vasaparken af Pontus Ljunghill

Fremragende noir-krimi om tyvernes Stockholm, hvor en utrættelig kommissær jager en morder uden ansigt.

Pontus Ljunghill, der er kriminolog og journalist, debuterer med ’Manden i Vasaparken’ - og hvilken debut! Her er der endelig en forfatter, der har formået at forny genren på genrens præmisser. Ljunghill er sig klart sin genremæssige arv bevidst, og romanen er som hos Sjöwall og Wahlöö: Historien om en forbrydelse. Romanen veksler i tid og sted mellem Stockholm i 1928, hvor der sker et mord på en lille pige, og Gotland i 1953, hvor den nu pensionerede kriminalkommissær Stierna, der aldrig har kunnet slippe sagen, fortæller sin historie til en journalist. Undervejs er der korte, men for historien væsentlige, tilbageblik til årene, hvor efterforskningen pågår.

Den lille Ingrid findes brutalt myrdet på et gammelt værft, og kommissær Stierna sættes på sagen, hvor det eneste spor tilsyneladende er nogle aftryk af bildæk. En fulderik, der har opholdt sig på værftet, siger, at han har set en mand og en taske med en blodig knippel og et par løbesko, men han kan ikke give noget signalement af manden, og politiet er i tvivl om, hvorvidt man kan tro på ham. I samtaler med Ingrids mor og hendes klassekammerater kommer det frem, at Ingrid flere gange skulle have mødt en mand i Vasaparken. Men findes denne mand? Hvem er han i så fald? Og hvad skulle motivet være? Stierna begynder at lede efter manden, som han døber Vasamanden. Blandt Ingrids ting findes en tegning af en mand og et samlerkort med en løber. Har hun fået kortet af manden? Er det mon Vasamanden, hun har tegnet?

Manden i Vasaparken findes. Vi møder ham tidligt i romanen, og hen ad vejen får vi stykket hans historie sammen. ”Spurven, den pjuskede lille fugl, benene tynde og uden sul”, synger klassekammeraterne til ham - mobbeofret, den lille, splejsede dreng, indtil han en dag beslutter, at han ikke vil finde sig i det mere. Det er således ikke en ’whodunit’-historie men en historie om en mand, som bliver morder, og en kommissær, som jager ham. Bogen skrider langsomt frem og er umådelig spændende, selv om vi kender morderen.  Der er stærke personskildringer og en historisk autenticitet, som gør, at romanen er meget mere end en krimi.

Den melankolske kommissær Stierna har mange lighedstræk med Henning Mankells kommissær Wallander, når han om sig selv siger, at han ikke har opsøgt skyggeverdenen, den har opsøgt ham. ”Er man politimand, kommer de til dig, Mørket. Tragedierne. Værtshusslagsmålene. Svindlerne. Barnemorderne”. Stierna slipper aldrig sagen, og hans liv bliver formet af den utrættelige jagt på den morder, som han i 1928 lovede Ingrids mor at finde.

Romanen holder spædingen hele vejen igennem og har en meget overraskende slutning. Jeg glæder mig til flere romaner fra Pontus Ljunghills hånd.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Birgitte Steffen Nielsen
Faustnummer
50532518
Graphic
Sara R. Acedo
ISBN
9788702132052
Antal sider
584

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer