Bog

Lysbroen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Lysbroen af Mette Finderup

Kapow for et vikingeeventyr! Frejas hævntogt mod Gyrith trækker spor af død og vold fra keltiske Irland mod vikingernes Danmark, hvor kristendommen gør sit første indtog.

’Lysbroen’ er sidste bind i serien om Den Grønne Ø og sikke en afslutning! Serien omhandler vikingetiden og den nordiske mytologi, men inddrager også den keltiske og den kristne religion. Glem glansbillederne om nådige og tilgivende guder og gudinder, for i Mette Finderups univers er Asgård bestemt ikke en verden, man har lyst til at lægge sig ud med, men en verden der trækker blod ind i Midgård. Vikingepigen Gyrith kommer ved et uheld til at slå en af gudinden Frejas katte ihjel. Gennem serien får Gyrith Frejas hævn at føle, og selvom Gyrith udvikler sig undervejs og mister sin menneskelighed til fordel for langt større kræfter, er hun bestemt ikke udenfor fare.

Mette Finderup er en helt utrolig skarp og opfindsom fortæller, som fortjener masser af ros for sin 4-binds serie ’Den Grønne Ø’. Finderup har skrevet en meget spændende fortælling om vikingetiden. Som læser får man en flot fortalt historie om Gyrith, Balder og Freja, samtidig med at man lærer en masse om tidens religioner på godt og ondt og om den betydning, dyrkelsen af de nordiske guder havde for vikingernes levevis. Det er lidt af en øjenåbner at se Balder og Freja skildret som truende hævngerrige guder, der ikke er specielt søde og rare, hvis de er i det forkerte lune. I ’Lysbroen’ åbner forfatteren op for et væld af dilemmaer om kærlighed, magt, hævn og (med)menneskelighed, der til slut når en helstøbt og tilfredsstillende afslutning på en fremragende serie.

’Lysbroen’ er indstillet til Blixenprisen 2017 for årets børne- og ungdomsudgivelse. Det er meget fortjent, for romanen indfrier til fulde prisens betingelser om at udfordre, bevæge og vække til eftertanke med en stærk og direkte appel til børn og unge. Jeg vil også gerne tilføje ”voksne”, da det er en serie, som uden tvivl vil fryde læsere i aldersgruppen 11-99 år.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52588529
ISBN
9788702184518
Antal sider
386

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer