Bog

Luther og Danmark i 500 år

Af (
2017
)

Anmeldelse

Luther og Danmark i 500 år af Martin Schwarz Lausten

Epokegørende, sober og grundig gennemgang af Reformationens historie i Danmark. Et uomgængelig højdepunkt fra jubilæumsåret.

Forfatteren er professor emeritus, dr.theol. ved Københavns Universitet og ekspert på området med en lang række bøger om den danske og tyske reformation bag sig. Bogen er klart og overskueligt disponeret, velillustreret og med et indbydende layout, og Lausten er en glimrende formidler, men bogens detaljeringsgrad stiller krav til læseren. Han belyser baggrunden for Luthers opgør med den katolske kirke, og den indflydelse hans lære fik ikke bare på den danske kirke, men også på det danske samfund.

Reformationen blev officielt indført i Danmark i 1536 af Christian III i tæt samarbejde med Luther og hans kreds. Lausten beskriver, hvordan Luthers lære er blevet brugt (og misbrugt) i de efterfølgende kirkehistoriske perioder, og hvordan forskellige religiøse fraktioner i Luthers omfattende forfatterskab har kunnet finde belæg for deres tanker og stof til at bekrige hinanden.

Universitetet i Wittenberg var et berømt åndeligt centrum, der også tiltrak danske studenter, og de tog Luthers tanker til sig og bragte dem med hjem til Danmark. Takket være bogtrykkunsten blev Luthers teologi hurtigt udbredt, og bogen giver et indgående indtryk af, hvilke spor den satte i det danske samfund, bl.a. i gudstjenesten, hvor prædiken og salmesang helt frem til i dag indtager en stor plads. Også enkelte af Luthers skrifter, ikke mindst hans lille katekismus, blev flittigt brugt i de efterfølgende århundreder for at sikre udbredelsen af Luthers lære til børnene og almuen.

Man kan godt miste pusten lidt, når man læser, hvordan Luther er blevet brugt på vidt forskellig vis af f.eks. de fromme, følelsesfulde pietister, over oplysningstidens mere rationelle gudsdyrkere til 1800-tallets folkelige vækkelsesbevægelser og periodens store teologer som Grundtvig og Kierkegaard. I nyere tid finder vi modstridende kirkelige kredse, som Indre Mission og Tidehverv, der begge henviser til Luther. Det er ikke så lidt, Luther bliver taget til indtægt for, men Lausten bevarer hele tiden et fast greb om stoffet. Han er ikke blind for Luthers svage sider, hvor nogle kan begrundes i den tid, han levede i, men han fremhæver Luthers betydning og viser, hvordan arven fra Luther er blevet forvaltet i Danmark helt frem til vor tid. 

Bogen er et højdepunkt blandt de mange udgivelser fra jubilæumsåret. En uomgængelig kirkehistorie, der vil blive stående i mange år.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Forlag
Faustnummer
52974798
ISBN
9788712051572
Antal sider
318

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer