Bog

Løgnenes palads

Af (
2017
)

Anmeldelse

Løgnenes palads af Erin Watt

13 dec.17

Fuldfedt ærkeamerikansk drama peaker højt på underholdningsskalaen i et fornemt farvel til favoritserie.

Facaden slår for alvor revner i denne underholdende afslutning på det amerikanske drama om den stenrige Royal familie. Det er en romantisk dramaserie, hvor underholdningsfaktoren er skruet op på maksimal styrke. Det fuldfede drama om unge Reed Royal og Ella Harper og deres komplicerede forhold og rodebutik af en familie er stærkt vanedannende. Handlingsforløbet er exceptionelt godt skruet sammen og minder utroligt meget om den nervepirrende opbygningen af spændingskurven i succesfulde tv-serier som ’Melrose Place’, ’Pretty Little Liars’ og ’Gossip Girl’.

Det er mere end svært at sige farvel til denne fantastiske serie. Nogle vil måske mene, at det ligner endnu en omgang amerikansk plidder-pladder med Askepot syndrom, men så tager de grundigt fejl. Det er sandt nok at serien er så amerikansk i sit udtryk, som den kan være, men det betyder ikke, at den er komplet indholdsløs eller tomhjernet tøseunderholdning. Udover at være en sand adrenalinindsprøjtning af dramatik, stepper serien op i forhold til mange andre med samme målgruppe og omhandler seriøse emner som mobning, alvorlig sygdom og det som helt ung at måtte stå alene tilbage i en hård verden.

Tredje og sidste del af ’The Royals’ fortsætter umiddelbart, hvor andet bind sluttede. Dommen for mord hænger nu faretruende over Reed, og sandheden synes gemt bag en mur af uigennembrydelige løgne. Med sin rigtige far inde i billedet er der opstået en helt ny situation, som ikke tegner godt for Ella. Umiddelbart kan hun slet ikke lide ham og at skulle bo under samme tag, og ovenikøbet sammen med hans intrigante kone, virker komplet umuligt og uoverskueligt for Ella. Reeds familie er ved at falde fra hinanden og med Ella ude af huset begynder en deroute, som kun hun kan stoppe.

Forhåbentlig får vi snart stillet Royal-abstinenserne med det selvstændige fjerde kapitel i serien ’Fallen Heir’ oversat til dansk. Her har den fremtrædende unge Royal-karakter, Easton Royal, hovedrollen. Kære forlag, skynd jer med oversættelsen, vi er mange der venter i spænding!

Bogdetaljer

Forlag
Flamingo
Oversætter
Merete Rostrup Fleischer
ISBN
978-87-02-23498-5
Antal sider
321

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer