Bog

Lev stærkt - dø ung

Af (
1976
)

Anmeldelse

Lev stærkt - dø ung af Willard Motley

01 sep.09

”Man skal leve stærkt, dø ung og blive et smuk lig”. Det er hovedpersonens, smukke Nick Romanos, selvopfyldende motto i denne fantastiske klassiker fra 1947.

Denne bog læste jeg første gang som 12-årig. Dengang gjorde den et uudsletteligt indtryk på mig, jeg var fuldstændigt opslugt af tragedien i historien og havde svært ved at lægge den bag mig, da jeg var færdig. Nu har jeg så genlæst den, den trænger til nyoversættelse, men det er stadig en stor og usentimental fortælling. Jeg blev dog lidt sentimental ved gensynet, men det er nok mest af personlige grunde.

Lille Nicky Romano er den søde og kønne, brunøjede alterdreng, yngst i en italiensk familie bosat i Denver i 1930’erne. Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at han skal udvikle sig til en hårdkogt rod. Men livets tilfældigheder gør, at Nick, uforskyldt, ryger på opdragelsesanstalt og trods sit gode væsen er der nu ingen vej tilbage. Han søger mod Chicago, og her ruller lavinen for alvor og bringer druk, vold og hor med kvinder som mænd ind i hans liv, men han møder også ægte venskab og kærlighed. Især blev jeg grebet af hans venskab med den blide og forsigtige Owen, en homoseksuel gentleman, med hjertet på rette sted.

Bogens klimaks er den dag, hvor Nick står anklaget for mord på en politimand. Blot 21 år gammel risikerer han at miste sit liv til den elektriske stol. Kan han charmere sig ud af denne kattepine, eller har skæbnen endelig indhentet ham?

Den afrikansk/amerikanske forfatter fokuserer på spørgsmål omkring arv og miljø, tugt og opdragelse: Nicks far mister sit arbejde, og Nick ryger på opdragelsesanstalt, hvor han stifter bekendtskab med voldens væsen. Nick bliver tugtet af anstaltens ansatte, og han lærer derved at begå sig med vold. Hjemme igen bliver han tugtet af faren, og han trækker sig væk fra familien, ud på gaden. Det er et klassisk sociologisk billede på en gordisk knude. Jeg vil dog ikke bevæge mig ud i en sociologisk diskussion; det har jeg hverken forstand på eller spalteplads til.

Jeg vil nøjes med at sige, at det er en klassiker, som alle bør læse. Man kan også vælge at se filmen fra 1949 med John Derek som Nick Romano og Humphrey Bogart som hans advokat.

Bogdetaljer

Secondary title
Fremads folkebibliotek/pocketudgave
Forlag
Fremad
Oversætter
Peter Tutein
Faustnummer
01379011
ISBN
9788755704121
Antal sider
455

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer