Bog

Lettipark

Af (
2016
)

Anmeldelse

Lettipark af Judith Hermann

Med sproglig elegance og et skarpt blik for den menneskelige længsel leverer tyske Judith Hermann suveræne noveller, der rummer både mild melankoli og optimisme.

Ægteskaber forliser, ungdommens venskaber mister stråleglansen, men stadig er længslen den stærkeste drivkraft hos personerne i Judith Hermanns noveller. Der sættes en fed streg under hendes imponerende talent med denne novellesamling. Hun har en eminent evne til at skildre situationer og følelser i et så lavmælt sprog, at der ved første gennemlæsning ikke ser ud til at ske voldsomt meget. Men hos Hermann tæller hvert et ord, og personerne sanser, erindrer, længes, erkender og føler, og det er her, den virkelige handling ligger. Dog antydes den kun, og det er derfor den opmærksomme læser, der selv må afdække, hvad der egentlig foregår.

Venskaber, forholdet mellem forældre og børn, ustabile parforhold og sprogets vigtighed er alle væsentlige emner i novellerne. Hovedpersonerne i Judith Hermanns univers er ikke i stærke magtpositioner, hvor de styrer tingenes udvikling. Snarere er de betinget af de omstændigheder, livet eller en anden har sat dem i. Som Ella i novellen ’Fetich’. Hendes mand har efterladt hende sammen med fremmede et sted, hun ikke kender, og hun prøver at forstå reglerne for, om han vender tilbage eller ej. For eksempel om hun formår at holde liv i det bål, han lavede, inden han gik. Et andet eksempel er Tess i ’Papirflyver’, der er alene med to små drenge og må bede sin ven Nick om at passe dem, da hun skal til jobsamtale på et krisecenter. Det antydes, at et krisecenter ikke er det rigtige sted for Tess at arbejde. Hvorfor forklares ikke. Men man forstår, at Tess på den ene eller anden måde er skrøbelig.

Judith Hermann deltog i årets Bogforum og talte blandt andet om sin skriveproces. At en historie for hende ofte starter med en enkelt sætning, hun ikke kan slippe. Og at et enkelt ord eller en sætning kan ændre alt - både i fiktionen og i livet. Faderen i novellen ’Digte’ er således psykisk syg og øver sig i at læse digte uden at bryde sammen. Ordene påvirker ham så stærkt. Grundstemningen hos alle karaktererne er en mild melankoli, der hænger sammen med deres længsel. Samtidig synes jeg at kunne spore en vis optimisme i novellerne. En nedtonet en af slagsen, men alligevel. Som Judith Hermann fortalte, er der altid en anden vinkel, man kan anskue tingene fra. Alt er måske ikke godt lige nu, men det kan ændre sig lige om lidt. Som sit erklærede forbillede Alice Munro lader Hermann jeg-fortællerens viden om, hvordan det sidenhen går, farve den aktuelle situation. Ægteskaber forliser, men der er et liv bagefter, og venskaber visner, men kan måske genopdages. Med sine åbne slutninger lader Judith Hermann det være op til læseren at forestille sig den anden vinkel.

Bogdetaljer

Forlag
Batzer & co
Oversætter
Jørgen Herman Monrad
Faustnummer
52666392
ISBN
9788793209381
Antal sider
168

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer