Bog

Kvinder på kur

Af (
2008
)

Anmeldelse

Kvinder på kur af Fay Weldon

15 sep.08

"Det er et naturbestemt faktum, at mænd er stærkere end kvinder. De er stærkere, fordi de singletasker. At singletaske gør dig magtfuld. At multitaske gør dig bare træt".

Således udtaler den 77-årige Fay Weldon sig. Hun har altid haft et skarpt øje for kampen mellem mænd og kvinder – og mellem kvinder indbyrdes. Det demonstrerer hun til fulde i sin nye bog, som er en samling af skæbnefortællinger. Rammen er et kursted langt fra civilisationen, hvor en flok kvinder er samlet og fordriver tiden med at berette om deres liv for hinanden – altså en moderne ’Decameron’.

Hvis man har været fan af Weldon og hendes bramfri stil, siden hendes første bog "Praxis" kom på dansk i 1980, er der måske ikke så meget nyt at hente. Til gengæld kan nye læsere sagtens begynde her og få præsenteret en bred vifte af kvindeskæbner – dog alle fra overklassen.

Der er hjernekirurgen, som må udgive sig for at være sygeplejerske for at få en kæreste. Trofæhustruen, der bliver snydt af sin ægtemand nummer fire og nu er på jagt efter nummer fem, elskerinden, der trofast venter på, at manden skal forlade kone og børn, og dommeren, der engang var en mand, men nu har fået en kønsskifteoperation.

Mens sneen fyger udenfor, personalet strejker og behandlingerne bliver aflyst, samles kvinderne i jacuzzien, og historierne bliver hovedattraktionen ved opholdet. Det forfriskende ved Fay Weldon er, at mændene ikke udelukkende bliver fremstillet som skurke og kvinderne som ofre. Hendes kvinder kan være lige så usympatiske som mændene! Den mest ondskabsfulde figur er næsten teenageren, der som steddatter af al magt forsøger at forjage den nye kvinde i faderens liv, så hun kan få ham for sig selv.

Her er ikke kun hverdagsdramaer, hvor barske de end måtte være, men også både mord og incest. Underholdningsværdien er vægtet højere end socialrealismen, og en bonus ved læsningen er erkendelsen af, at hvis man selv har problemer, er der dog nogle, som har det værre! Weldons pointe er, at selv om kvinder i den vestlige verden i dag har fået magten over deres eget liv, er de stadig utilfredse. Når man løser et problem, opstår der straks et nyt.

Oversat fra engelsk af Charlotte Grubb efter 'The spa decameron'. Lindhardt og Ringhof, 2008. 319 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27374840
ISBN
9788759529430
Antal sider
319

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer