Bog

Kvinden i toget

Af (
2015
)

Anmeldelse

Kvinden i toget af Paula Hawkins

28 okt.15

Tre forskellige kvinder er omdrejningspunktet i denne ualmindeligt spændende psykologiske thriller, hvor intet er som det syner og den skræmmende sandhed ligger i overraskende baghold.

Parforholdsthrillere er det nye sort, en genre der opstod med Gillian Flynns ’Kvinden der forsvandt’. Nærværende roman er da også totalt hypet, den udkom i England tilbage i februar 2015. Siden er den solgt i over fem millioner eksemplarer, hvilket gør den til den hurtigst sælgende debutroman nogensinde og den er under udgivelse i 44 lande. Filmrettighederne er købt af DreamWorks.

Rachel er en forsmået kvinde der er ved at gå i hundene af druk og depression, efter hendes mand har forladt hende for en anden kvinde. Hun tager troligt morgentoget mod London og eftermiddagstoget hjem igen hver dag for at skjule for sin sambo, at hun har mistet sit arbejde. Fra sin plads i toget betragter hun de andres liv der passerer forbi udenfor togvinduet – specielt et helt bestemt hus, hvor ”Jess” og ”Jason” bor. Navnene og ikke mindst deres perfekte liv er ren fantasi og fostret i Rachels slørede hjerne, men da hun ser noget urovækkende, rykker virkeligheden tættere på. Megan, som kvinden i huset hedder, forsvinder og meldes savnet. Rachel må ud med det, hun har været vidne til, men da hendes samarbejde med politiet går i vasken, begynder hun selv at snuse rundt. Dette huer ikke hendes eksmand Tom og specielt ikke hans nye kone Anna, der tilfældigvis bor på samme vej som den forsvundne kvinde. I øvrigt i det samme hus, hvor Rachel engang boede sammen med Tom.

Der er ikke meget, der er som det syner. Rachel er ikke noget troværdigt vidne, og hvad man ser gennem hendes øjne, er man næsten konstant i tvivl om ægtheden i. Det er hun også selv, hvilket er grunden til at hun hårdnakket bider sig fast i at løse mysteriet om den forsvundne Megan og dermed uafvendeligt nærmer sig en skræmmende sandhed der ligger i overraskende baghold.

Synsvinklen skifter mellem Rachel, Megan og Anna og via de tre kvinders fortællestemmer oprulles der en stærk historie om svigt, blind kærlighed og sindets, til tider, uransagelige veje. Og jo længere man bevæger sig ind i fortællingen, jo mere aner man, at der er en sammenhæng mellem de tre meget forskellige kvinder, og den forbrydelse der måske er sket.

Det er ualmindelig spændende læsning, velskrevet og velBEskrevet og med godt blik for de menneskelige detaljer, hvilket gør at personkarakteristikken er lige i øjet. Personerne er uperfekte på den perfekte måde. Særdeles anbefalelsesværdig pageturner til krimi- og spændingsfans!

Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Steffen Rayburn-Maarup
Faustnummer
51943643
ISBN
9788702178982
Antal sider
390

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer