Bog

Kimære

Af (
2012
)

Anmeldelse

Kimære af Gert Nygårdshaug

07 jan.13

En såkaldt øko-thriller, som på glimrende vis forholder sig til jordens stærkt stigende befolkningstal, forureningen, udryddelsen af dyrelivet og klimaproblemerne.

Romanen foregår en håndfuld år ud i fremtiden. På forskningscenteret CORAC dybt inde i Congos jungle arbejder en række videnskabsmænd fra forskellige fagområder på at tackle jordens klimaproblemer og den stigende befolkningstilvækst, som truer selve jordens eksistens.

Den norske veterinær og skarpskytte, Karl Iver Lyngvin, er en af videnskabsmændene, og da en gorilla pludselig udviser en helt atypisk aggressiv adfærd, får han til opgave at skyde dyret.

Indsamlede prøver fra gorillaens lunger og hjerne viser en hidtil ukendt og meget aggressiv virus – en virus som nogle uger senere totalt udsletter en nærliggende landsby. Kun drengen Bezzia har overlevet, fordi han, som det viser sig, har blodtypen AB, som tilsyneladende er resistent overfor virussen. Hvis virussen slipper løs, vil hele verden være truet af ødelæggelse, bortset naturligvis fra de syv procent, som har den modstandsdygtige blodtype.

Det lykkes forskerne at isolere fire ampuller med den dødbringende virus, og det etiske spørgsmål for centerets leder er nu, om han skal ødelægge virussen, eller om han skal slippe den løs på verden og derved så at sige give jorden en ny chance ved at fjerne nogle ”overflødige” milliarder mennesker. 

Det er noget af et plot, forfatteren har fået skruet sammen, og der er bestemt ingen tvivl om hans grundlæggende holdning og indignation over tingenes tilstand. De færreste kan vel da heller ikke være i tvivl om, at verden er af lave og måske er på vej til sin undergang, og denne faktuelle virkelighed serveres særdeles veldokumenteret og afbalanceret. Beskrivelsen af den congolesiske regnskovs mangfoldighed og ufattelige skønhed optræder smukt og farverigt overalt i romanen, og truslen mod den er modsat beskrevet lige så stålgråt og uafviseligt.

Man kan naturligvis diskutere, om bogen er spændende nok set med thriller-briller, men bogens indhold og problemstillinger trænger ind under huden på læseren, og det er i sig selv en præstation. Romanen kræver af læseren, at der tages stilling på en eller anden måde, og den bliver således til andet og meget mere end blot endnu en hurtigt læst og hurtigt glemt spændingsbog. Og det er bestemt ikke det ringeste skudsmål, en roman kan forsynes med.

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Oversætter
Jacob Jonia
Faustnummer
29611467
ISBN
9788770702850
Antal sider
377

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer