Bog

Kejserens atlas

Af (
2001
)

Anmeldelse

Kejserens atlas af Ib Michael

28 feb.02

Et trekantsdrama og en mands flugt fra sin fortid væves med sikker pen sammen med en gammel japansk shogunlegende til en storslået fortælling, hvor parallelle skæbner danner mønstre på tværs af tid og sted.

Den japanske shogun Tokugawa har et atlas over de labyrintiske stier, der fører til den hemmelige have, hvor hans tvillingebror er gemt af vejen, kun med selskab af en kvindelig bueskytte. Den gamle legende om disse to tvillingebrødre, deres møde og skæbne fortælles i flere versioner gennem romanen.

Mens den japanske legende foregår i bogens zone 0, udspiller der sig i zone 2 et andet tvillingedrama i en ikke så fjern fremtid. I lighed med de japanske brødre ligner Kim og Toke af ydre hinanden til forveksling, men af sind er de vidt forskellige.
Kims kone Nina nyder sommeren i det nordsjællandske, mens Kim med sit usædvanligt gode håndelag bygger både - uden tegninger. Nina og sønnen Lasse hygger sig med Gunvor, tvillingernes mor, som er en ældre, svagtseende dame, der lever i sin egen verden af drømme, musik og Østens myter.
Toke bryder familieidyllen ved at trænge sig på med et vildt projekt om et operahus, som han og Kim skal skabe sammen, og ikke mindst ved at lægge an på Nina.
Et fatalt trekantdrama udvikler sig, da Nina giver efter for Tokes tilnærmelser.

Yderligere nogle måneder ude i fremtiden er Toke i zone 1 på flugt fra det hele efter den katastrofe, som trekantdramaet i zone 2 ender med. Han rejser kloden rundt med en lejemorder i hælene, som han selv, i Kims navn, har bestilt til af dræbe sig. Han jages af en kvindelig samurai i mangfoldige forklædninger, men det lykkes på magisk vis Toke at slippe fra en række eventyrlige attentater med livet i behold. 

Jo længere hen i bogen, man kommer, jo tættere væves trådene fra de tre zoner sammen. Ib Michael har et fantastisk godt greb om sine fortællinger og får dem til slut til at skære hinanden i et punkt, hvor tidsplaner, personer og begivenheder mødes.
Sproget er billedrigt - visse steder så meget, at det næsten er for meget af det gode. I passager fra Tokes dramatiske Stillehavssejlads er der også mere end rigeligt med sejlerudtryk. For mig er det dog bare skønhedspletter på en ellers rig, fantasifuld og flot fortalt roman.

Kejserens atlas var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2002. Der skal nok være læsere, som tænker, at bøger på det niveau ikke er til at gå til, for intellektuelle måske, men til dét kan jeg kun sige: prøv!
Bogen indeholder så meget, at den fængsler og underholder, mens man - blandt andet - læser om skæbnens luner, magtbegær, eventyr med magiske elementer, korrumperede miljøfolk og gysende fremtidsscenarier fra en tid med global oversvømmelse og lejemordere pr internet.
Samtidig er der masser af stof til eftertanke og basis for en genlæsning, der kan forhøje udbyttet og oplevelsen ved bogen.

Gyldendal, 2001. 401 sider

BogWeb - 28. februar 2002

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
23734982
ISBN
9788702004908
Antal sider
409

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer