Bog

Kære Estrid - Jørgen-Frantz, du kære

Af (
2011
)

Anmeldelse

Kære Estrid - Jørgen-Frantz, du kære af Else Lidegaard

21 mar.11

Fantastisk, fascinerende, levende samling af breve. En stor oplevelse og fornøjelse at læse dem.

Jeg elsker at læse breve. Nogle af mine bedste læseoplevelser er Karen Blixens 'Breve fra Afrika', 'Breve fra Anna Ancher' og 'Husmor og skribøse', en brevveksling mellem Esther Nagel og Tove Ditlevsen.

Nu kan jeg føje endnu en fantastisk brevveksling til min liste. Denne bog er en samling af de breve, forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen og Estrid Bannister Good skrev til hinanden i årene 1930 – 1937.

Jørgen-Frantz Jacobsen, født på Færøerne, blev allerede som 22-årige syg af tuberkulose og døde af sygdommen i en alder af 38 år. Han skrev to bøger om Færøerne og flere journalistiske artikler, men nåede kun at skrive en roman – nemlig 'Barbara', som han faktisk ikke engang blev helt færdig med. Vennen William Heinesen færdiggjorde romanen.

'Barbara' handler om en kvinde i 1700-tallets Thorshavn med en besnærende erotisk udstråling. Modellen til Barbara er Estrid Bannister Good, som var Jørgen-Frantz Jacobsens store kærlighed. I det sidste brev til Estrid takker Jørgen-Frantz Estrid for inspirationen til 'Barbara', samtidig med han bryder endeligt med hende. Brevet er skrevet på Vejlefjord Sanatorium. Her dør han et halvt år efter.

Korrespondancen imellem de to spændende personligheder er sjov, smertefuld, kærlig, drillende, livsbekræftende og samtidig også godt skrevet!

Else Lidegaard, der har udgivet brevene, lavede i 1974 et interview med Estrid Bannister Good til DR. I tv-dokumentaren "Barbara – digt og virkelighed” fortalte Estrid sin version af historien/forholdet til Jørgen-Frantz Jacobsen. På det tidspunkt boede Estrid i Irland. Else Lidegaard og hun blev venner, og i 1992 forærede Estrid Else kopier af brevvekslingen fra 1930´erne og bad hende ”gøre et eller andet ved det”.

Else Lidegaard har forsynet bogen med relevante kommentarer og – heldigvis for os andre – valgt at udgive brevene. Det er en gave og en udsøgt fornøjelse at læse dem!

Og så er læsningen af brevene en kærkommen lejlighed til at genlæse 'Barbara', som altså er et mesterværk! Og så fik jeg lyst til at læse flere breve af Jørgen-Frantz Jacobsen; 'Det dyrebare liv: Jørgen-Frantz Jacobsen i strejflys af hans breve' ved William Heinesen. Opfordring hermed videregivet!!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28654537
Graphic
Sven Reiner Johansen
ISBN
9788702101898
Antal sider
292

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer