Bog

Jeg elsker dig hest!

Af (
2016
)

Anmeldelse

Jeg elsker dig hest! Af Zenia Johnsen og Stine Spedsbjerg

17 nov.16

En virkelig dejlig, nærværende fortælling om venskabet mellem en pige og en hest - og om børns umiddelbare og betingelsesløse kærlighed.

Vi husker det alle sammen fra vores barndom – de særlige bedstevenner – og her tænker jeg ikke på vennerne fra vuggestuen eller børnehaven, men i stedet de tavse venner, bamserne, dukkerne, kæledyrene eller de usynlig venner – eller som her i Zenia Johnsen og Stine Spedsbjergs billedbog; de venner der pludselig dukker op ad den blå luft.

Barndommens venner er noget helt særligt og i denne bog møder vi Stine (opkaldt efter illustratoren) som da hun er 1893 dage gammel beslutter sig for at stikke af hjemmefra. Første gang hun prøvede lykkedes det ikke at komme længere end til bunden af vejen, denne gang kommer Stine langt. Pludselig er hun uden for byen, der hvor de endeløse marker begynder. Her hører hun en høj, varm lyd, som viser sig at komme fra en dejlig hest i brune og hvide farver. Da Stine endelig får kaldt hesten til sig, får den en masse krammere – og den puffer blidt til hende med sin varme mule. ”Jeg elsker dig, hest” siger Stine og føler sig som det lykkeligste menneske i verden. Men så pludselig har hesten bidt en knap af Stines jakke, den gumler lidt på den, spytter den så ud og går sin vej. Stine råber efter hesten, ”Kom tilbage!”, men hesten kommer ikke og der står Stine helt alene tilbage.  Så går hun hjem. Hjemme er Stine ulykkelig, men så får hun en god ide, nu ved hun, hvordan hun får hesten tilbage igen – hun skriver nemlig et brev til den.

Jeg elsker dig hest!” er en varm, fin og dejlig fortælling om børns særlige evner til at finde venner – og især om det bånd, som kun børn og dyr kan knytte. En historie som kan læses med børn i alderen 5-8 år – eller blot af barnlige sjæle – for det er en historie som også de voksne har glæde af at læse.

Stine Spedsbjerg er kendt for sine tegneserier, bl.a. onlinetegneseriedagbogen StineStregen og hun er vinder af Årets Bladtegner 2012. ”Jeg elsker dig hest!” er hendes debut som børnebogsillustrator. Zenia Johnsen er forfatter, uddannet bibliotekar og har tidligeret udgivet børnebøgerne 'Hunden der ikke troede på op' og 'Billy smiler rødt'.

 

 

 

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52389151
Graphic
Stine Spedsbjerg
ISBN
9788702193534
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer