Bog

Irène

Af (
2014
)

Anmeldelse

Irène af Pierre Lemaitre

13 nov.14

Første selvstændige bind i den voldsomt barske serie om kriminalkommissær Camille Verhoeven. På dansk fik vi først det andet bind, Alex, og denne prolog er mindst ligeså fascinerende.

Camille Verhoeven er på trods af sin ringe højde (150 cm) steget i graderne ved det parisiske politi, og han er nu leder af drabsafdelingen med et fremragende ry for at opklare vanskelige sager. I privatlivet er han mod alle odds blevet gift med den smukke Irene, og de venter deres første barn, så kriminalkommissæren er en lykkelig mand. Denne tilstand bliver der dog snart ændret radikalt på, da man finder to kvinder myrdet på bestialsk og grusomt vis. Morderen har ikke alene tortureret, voldtaget og skamferet sine ofre på alle mulige og utænkelige måder, men sporene peger også tilbage på tidligere uopklarede sager.

Det viser sig, at morderen ned til mindste detalje har kopieret mord fra berømte kriminalhistorier (Elroy, Ellis, Sjøwall & Wahlöö og flere endnu), men derudover har politiet overhovedet ikke noget at gå efter. Alle mistænkte har enten et alibi eller forsvinder sporløst.

Efterforskningen besværliggøres ydermere af, at pressen tilsyneladende bliver orienteret om hvert eneste lille skridt, politiet gør, og at morderen ikke alene leger med politiet, men også synes at være flere skridt i forvejen. Det lykkes Camille at få kontakt med morderen via en annonce, men udover at han får beskrevet de enkelte mord i detaljer, er der stadig ikke noget at gå efter. Og morderen lægger op til, at hans indviklede planer snart vil nå sit højdepunkt.

Det er den franske forfatters første bog i serien, og hvis man ikke har læst Alex, bør man så absolut starte med Irene. Desværre kom Alex jo først på dansk, og hvis man kender denne, så ryger noget af spændingen ved den aktuelle titel naturligvis. Ærgerligt selvfølgelig, men når det så er sagt, leverer Lemaitre et produkt fuldt på højde med andre veletablerede franske navne (især Grangé).

Historien er dybt original og godt skruet sammen, og selvom det på sin vis er en ganske almindelig krimi med en uhyggelig seriemorder og et ganske traditionelt opklaringsarbejde, så formår Lemaitre alligevel at gøre sin historie helt anderledes og ganske skræmmende.

Det er bestemt ikke en roman for sarte sjæle, og de ualmindeligt makabre og bestialske mord vil givet få nogle læsere til at holde sig langt væk, men bogen kan omvendt bestemt ikke frakendes en ganske høj underholdsværdi.

Og som prikken over i’et får man også mulighed for at stifte bekendtskab med en virkelig anderledes og nok så menneskelig politimand og hans ligeså interessante team. Tredje del skulle udkomme i 2015, og holder standarden, skulle der virkelig være noget at glæde sig til.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Anders Juel Michelsen
Faustnummer
51387619
Graphic
Imperiet
ISBN
9788711337028
Antal sider
369

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer