Bog

Intet at fortryde

Af (
2010
)

Anmeldelse

Intet at fortryde af Trude Marstein

Utroskab, følelseskaos, fortrydelse og tilgivelse er de store temaer i moderne kammerspil om et ægtepars vej mod afgrunden?  

Dette er den norske forfatters anden bog på dansk. Den første bog ’Weekend’ høstede store roser og priser, hvilket denne sikkert også vil komme til.

Heidi og Vegard er gift og har tre piger. Denne sommer skal de nyde sammen i sommerhuset. Mens Vegard tager i forvejen med pigerne, vil Heidi komme (i dobbeltbetydning!) senere, når hun har fået afsluttet noget arbejde. Hvad kun Heidi ved, er at hun slet ikke skal arbejde, men derimod tilbringe en lidenskabelig og intens aften og nat i selskab med sin elsker Mikkel.

De to setups følges parallelt og nærmest skriger mod hinanden i deres forskellighed. Vegard nusser rundt, handler ind, drikker rødvin, spiller spil med pigerne, tager på fisketur (og drømmer om den unge kønne kollega, han flirter lidt med), hvor Heidi tager skridtet fuldt ud og dyrker hed sex med sin elsker i bl.a. hendes og Vegards hjem, i ægtesengen, foran billeder af børnene.

Bogen kredser meget omkring det at fortryde eller ej fortryde, sit liv, sine handlinger og den viser to måder at gøre oprør mod et statisk liv, hvor kærligheden (og sexlivet) er røget ud på et sidespor til fordel for en rutinepræget hverdag. Heidis provokerende utroskab og Vegard, der vender det mere indad som lidt af den træmand han er. Deres magelige, vante liv er på vej til at blive vendt på hovedet, og fortrydelsesret og tilgivelse kommer på dagsordenen.

Forfatteren har en speciel skrivestil, hvor et virvar af tanker og tale flyder ud i et og skaber et hektisk sindbillede på kaos. Personligt har jeg et lidt anstrengt forhold til denne måde at formidle på, men jeg må indrømme, at det er effektivt, man læser hurtigt og bliver revet med derhen, hvor forfatteren ønsker det. Og hun kan noget med ord og associationer, så man lige stopper op, fordi man troede man læste noget, der rent faktisk ikke stod der. Alt i alt en meget velskrevet og indsigtsfuld roman om et ungt ægtepar i krise.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
28274866
Graphic
Stian Hole/ Mikkel Henssel
ISBN
9788779734074
Antal sider
377

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer