Bog

Indre by

Af (
2015
)

Anmeldelse

Indre by af Jeppe Krogsgaard Christensen

23 okt.15

18 korte, spændende og til tider sindsoprivende tekster om 18 menneskers hverdagsdramaer i dagene omkring den 6. august 2012, hvor København blev ramt af et mindre jordskælv.    

Den 6. august 2012 blev København lidt rystet – bogstaveligt talt. Her fandt nemlig et mindre jordskælv sted, og selvom det absolut hørte hjemme i den lavere ende af Richterskalaen, er det dog en realitet, at flere københavnere den dag rystedes en smule. Det er i hvert fald tilfældet i Jeppe Krogsgaard Christensens særdeles vellykkede mosaik af en roman, ’Indre by’. Her får læseren et ganske intimt kig ind i 18 tilsyneladende helt almindelige københavneres liv, som det tager sig ud netop i dagene omkring den 6. august 2012. Dage, hvor der i øvrigt også finder OL sted i London, hvilket ikke er helt uvæsentligt; især ikke for svømmepigen Charlotte, som vi møder i én af bogens 18 tekster.

På trods af at de 18 mennesker er vidt forskellige og kun få af dem optræder på tværs i teksterne, er de dog fælles om så meget, som at de hver især befinder sig i en form for drama. Det kan eksempelvis være kvinden Karina for hvem, det gennem flere år er lykkedes ikke at foretage sig noget som helst, når hun er på arbejde. Hun går bare rundt og fingerer at have enormt travlt. Den dag man som læser stifter bekendtskab med hende, går hun dog nervøst rundt og frygter, at hendes fupnummer er blevet opdaget. Hun er nemlig blevet indkaldt til samtale på chefens kontor. Men udfaldet bliver hverken som hun eller læseren havde forventet.

Dette twist til sidst i fortællingen er på ingen måde enestående for historien om Karina. Krogsgaard er på en underspillet facon en overraskelsernes mand, og gang på gang blev jeg forført af de (til tider sindsoprivende) stemninger, han på rekordtid formår at fremmane. Teksterne er ganske korte, men rummer alligevel en hel masse spænding, som gerne udtrykkes implicit, så man som læser bliver mindst lige så grebet af det, der står mellem linjerne som af det, der står skrevet. Krogsgaard mestrer til fulde grebet ”Don´t tell it – show it!”

Som sagt er der kun få tilfælde, hvor personer krydser hinandens tekster, og det er næsten en skam, for når de gør, fungerer det virkelig godt. Min personlige favorit-fortælling om manden Esben, der har manipuleret sig til en stilling som kulturredaktør på en avis, men som i bund og grund er en bluffer, sættes pludselig i et helt andet lys, da den tidligere kulturredaktør Martin senere kommer til orde i sin egen tekst. Den slags indholdsmæssige overlapninger måtte der for min skyld gerne have været nogle flere af, men det ændrer dog ikke på, at Jeppe Krogsgaard Christensen (der i parentes bemærket selv er tilknyttet Berlingskes kulturredaktion) har begået et stykke super-vellykket litteratur med ’Indre by’.

I am shaken AND stirred! 

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51989368
ISBN
9788702180404
Antal sider
200

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer