Bog

Illinois

Af (
2009
)

Anmeldelse

Illinois af Lars Kjædegaard

18 maj.09

En anderledes udvandringsroman fra 1800-tallet, om Johannes der forlader Danmark som 16-årig og tager til Amerika for at finde sin mors fætter.

Johannes vokser op hos sin mor og stedfar sammen med sine to halvbrødre, men da moren dør, beslutter han sig for at tage til Amerika for at finde sin mors slægtning, der flere år tidligere sendte hende et brev med sin adresse.

Skibsoverfarten er streng, men Johannes overlever og finder vej til slægtningen i Illinois - blot for at opdage at han er død. Johannes er dog en overlever, og han beslutter sig for at blive og finder snart arbejde på en nærliggende farm, hvor enken Martha Noonin bor med sin søn og den sorte landarbejder Ezekiel.

Men da borgerkrigen bryder ud, sker der forandringer for den lille gruppe.

Jeg har med stor fornøjelse læst Lars Kjædegaards 'Montebello-trilogi', som var fyldt med humor, varme og et godt menneskekendskab. Derfor greb jeg med glæde fat i 'Illinois', og det er også en udmærket roman, men jeg blev nu en lille smule skuffet alligevel.

Lars Kjædegaard introducerer forskellige personer i romanen, og selvom de flettes sammen undervejs, så føles det lidt for tænkt. Lidt som om at Kjædegaard har haft en masse forskellige historier, som er blevet presset sammen til en. Og det er ærgerligt, for historierne om Johannes, om halvbroderen Henry som ender ”scavenger” under borgerkrigen, om Marthas opvækst og om forlæggeren Marcus Crinneys arbejde med at indsamle folkesange er spændende og interessante, og var de blevet knyttet mere overbevisende sammen, så havde ’Illinois’ været alle tiders roman. Nu bliver den blot udmærket og ikke Lars Kjædegaards bedste.

Til romanen findes også en cd, som kan downloades gratis fra internettet via Kjædegaards hjemmeside. Det er musik, som skal hjælpe læseren med at fastholde stemningen i bogen, når man er færdig med at læse den, og den er til gengæld lykkes perfekt. Her er amerikansk ”folk” for alle pengene, i en cd som man har lyst til at lytte til igen og igen.

Selvom det ikke er Lars Kjædegaards bedste roman, så er den dog stadig ganske underholdende, og kan du lide udvandrerromaner, så snup bare 'Illinois' med.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27715338
Graphic
Dan Eggers
ISBN
9788711435090
Antal sider
291

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer