Bog

Hundeår

Af (
2017
)

Anmeldelse

Hundeår af Günter Grass

Moppedrengen ’Hundeår’ er kulminationen på Grass berømte Danzig-trilogi. Og hvilken kulmination! Den er ikke bare lærd. Den er god. Den er bedre-end-Bliktrommen-god!

Günter Grass fik en flyvende start på sin forfatterkarriere med sin barokke debutroman ’Bliktrommen’ (1959) om dværgen Oskar Matzerath, der som en egenrådig outsider bevidner det tredje riges opstand og fald. Sidenhen modtog han en nobelpris, og endnu senere gjorde han skandale, da han i ’Krebsegang’ afslørede, at manden som havde revset det tyske samfund af flere omgange for dets uvilje mod at erkende fortidens synder, selv havde været SS'er i krigens sidste år.

Når man læser ’Hundeår’, som er sidste bog i den oprindelige Danzig-trilogi, som Grass påbegyndte med ’Bliktrommen’ og fortsatte med ’Kat og mus’ (1961), er det svært at forestille sig en bedre håndtering af et så problematisk stykke nationalhistorie. Det, at man i 2017 har mulighed for at læse ’Hundeår’ med Grass' egen livshistorie i baghovedet, bidrager for mig at se bare til at understrege værkets genialitet. Især når det hen imod slutningen bliver klart at ingen, selv ikke den der går i rette med andre, kan flygte fra fortidens fugleskræmsler og sorte hunde.

Fortællingen i ’Hundeår’ roterer om de to barndomsvenner, halv-jøden Eddi Amsel og arieren Walter Matern. Eddi Amsel er kunstner af Guds – eller i hvert fald nogens – nåde. Hans kunstneriske evner kommer især til udtryk i de mange fugleskræmsler, som han fremstiller af gammelt tøj og affald. Walter beskytter sin svagere ven og hjælper ham med skaffe materialer til skræmslerne, men giver efterhånden efter for tidsånden og lægger afstand til jøde-Eddi.

En aften overfalder Walter Eddi sammen med sin SA-gruppe og banker ham sønder og sammen. Eddi forlader byen med benene på nakken, for siden at returnere som den mystiske impresario ”Guldmund”, og Walter, som siden er røget ud af SA, vandrer omkring på hævntogt over sine gamle partifæller, efter regimets fald, sammen med den sorte schæferhund Pluto, som tidligere lød navnet Prinz, dengang den var Hitlers yndlingshund.

Sådan som jeg gengiver historien her, kan den forekomme temmelig ligetil. Og heldigvis opsummerer Grass også begivenhedernes gang undervejs i bogen, for den måde, han skriver på, er alt andet end ligetil. Han er en forfatter, der bruger sit sprog til fulde og som giver det overnaturlige og sære fuld gas i allegoriens hellige navn. Det vrimler med fugleskræmsler, og der ligger indtil flere sorte hunde begravet undervejs. Sætninger vender på hovedet eller subjektet forsvinder undervejs. Muligvis er det gjort for at understrege teksten og dermed den skrevne histories fleksibilitet og utroværdighed. Uanset hvad årsagen er, er den enorme sproglighed blevet godt bevaret i Per Øhrgaards grundige bearbejdning af Mogens Boisens oversættelse.

’Hundeår’ er en fornøjelse at læse for dem med hang til at tygge drøv på siderne. Historien bliver fortalt af tre forskellige forfattere, muligvis 4. Det drejer sig henholdsvis om en værkfører ved navn Brauxel, en ung mand ved navn Harry Liebenau, og endelig Walter Matern.

Den mulige fjerde fortæller vil jeg ikke ud med her, for der gemmer sig et saftigt twist i historien, som det ville være en skam at spolere. Læs den hellere selv – men giv dig god tid!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Mogens Boisen
Faustnummer
52944538
ISBN
9788702155471
Antal sider
605

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer