Himmelbjørnens skov

Nye dramatiske hændelser i slægtssagaen om folket fra Finnskogen. Naturen og folketroen skildres fortsat indfølt, som sammenholdet, der gør de svage stærkere.

Det lidt kalejdoskopiske billede fra første bind samler sig nu i klarere linjer, fordi vi som læsere er ved at få et overblik og lære personerne bedre at kende. Det bliver endnu tydeligere, hvordan den alvidende fortæller rykker rundt med sine brikker og skaber nogle sammentræf, der løfter historien op fra den strenge realisme.

I centrum for fortællingen er fortsat Lina. Mens hendes mand, bjørnejægeren Taneli, afsoner som straffefange i Oslo, er hun sammen med sine børn flyttet ind hos den kloge kone Kaisa. De kæmper for at genopbygge deres nedbrændte torp Mostamägg og for retten til overhovedet at blive på deres jord. De fattige skovfinner tolereres kun, så længe den jord de dyrker ikke kan bruges til noget mere udbytterigt for områdets mere velbjergede beboere.

Den magre jord og de kolde vintre kræver en indædt arbejdsindsats for at sikre overlevelse. En drøm for de yngste er en billet til Amerika, der giver chancen for et bedre liv.

Naturen og folketroen skildres indfølt, og smukt er ligeledes billedet af sammenholdet, der gør de svage stærkere. Mennesket overlever ikke alene, og det stærkeste indtryk, bogen efterlader, er forståelsen af vores ansvar for hinanden:

”På samme måde som latter kan få et menneske til at føle sig lettere, kan også en solstråle gøre det, bittesmå er de ting som for en kort stund kan fjerne byrden fra en plaget sjæl, og bare et smil kan vist være nok til at ændre et livsløb hvis det gives til en menneske der er nær ved at give op. ”

Citatet giver et indtryk af bogens sprogtone. Sproget passer fint til det, jeg i min anmeldelse af første bind kaldte for ”en god gammeldags slægtsroman”.