Bog

Harpiks

Af (
2015
)

Anmeldelse

Harpiks af Ane Riel

Suverænt vellykket og underfundigt værk om familien Haarder, der lever livet på Hovedet blandt uanede mængder af ting og sager. Her er både liv og død, drab, dåsemad, løgn og ligkister.    

Ane Riel, der romandebuterede i 2013 med den ualmindeligt veldrejede ’Slagteren i Liseleje’, har gjort det igen! Skrevet en roman, hvor man fra første side er tryllebundet og indfanget i det finurlige spind af hændelser i fortid og nutid, som man aner må have en iboende sammenhæng, og som man trygt regner med vil åbenbare sig for én hen ad vejen. Det gør det også, for Riel har et begavet overblik, som aldrig svigter.

I ’Harpiks’ følger vi familien Haarder, der lever et isoleret liv på Hovedet. Hovedet er navnet på den ø, de, som de eneste, bebor. Her samles der til huse af alskens ting og sager, for faren Jens er af den opfattelse, at man kan bruge alt – og så gør det i øvrigt heller ikke så meget, om tingene ret beset tilhører nogle andre. Hvis man blot tager fra dem, der i forvejen har rigeligt, vil ingen lide nød, og ’Robin Hood’ bliver da også en del af datteren Livs barnelærdom. Men er det overhovedet muligt at leve et kærlighedsfyldt liv i fred og ro og i pagt med naturen, når samfundet stiller så urimelige krav som skolepligt og hygiejneviden? Ja, mener Jens. Nej, mener hans mor Else. Måske, siger hans kone Maria – indtil den dag hun helt holder op med at tale.

’Harpiks’ er skrevet i samme mundrette og læse-lækre sprog som sin forgænger, og Riel hører til de forfattere, der formår, at gøre det mest groteske og til tider ulykkelige scenarie til en både rørende og logisk begivenhed. Et af de mere harmløse eksempler herpå kunne være, da Maria skal lære datteren Liv at skrive. Liv holder helt forkert på blyanten, fordi hun holder på den, som om den var en pil – hun er nemlig ret velbevandret i at skyde med bue og pil. Men mor og datter når frem til et simpelt ræsonnement:

”Til sidst blev vi enige om, at det var bedre, at jeg holdt forkert og skrev rigtigt, end det modsatte. Og under alle omstændigheder var det heldigt, at jeg ikke holdt om pilen, som jeg burde holde om blyanten, for så havde jeg næppe ramt plet så tit.”  

Det skorter bestemt ikke på kærligheden i familien Haarder, men kærlighed er ikke nok til at holde tragedierne fra døren. Og hvis et menneske som Jens Haarder, der ellers beskrives som det blideste væsen, udsættes for tab og ulykker længe nok, tager han måske til sidst sagen i egen hånd. Men glem ikke: Mange udåder er gennem tiderne blevet begået i kærlighedens navn.

Hvis ovenstående lyder trist og traurigt, må det her være på sin plads at understrege, at ’Harpiks’ faktisk er udpræget humoristisk. Riels litterære sprog er mættet med finurligheder og morsomheder, som blot komplementerer historien. Et suverænt vellykket værk, der sætter de sunde spørgsmålstegn ved, om det egentlig er så indlysende, hvad der er det gode og hvad, der er det modsatte.  

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.

Analyse

Riel, Ane - Harpiks

29.feb.16

Angsten for at miste og viljen til at bevare er  to temaer i Harpiks og romanen rejser fordomsfrit spørgsmålet om, hvornår vi er onde, og hvornår vi er gode. 
Overspisning, samlermani, balsamering og bogstaveligt talt at være død for omverdenen er nogle af metoderne at omgås angsten på i et isoleret liv, der langsomt bliver mere sygt og får præcis det groteske udtryk, en paranoid, en døende og et godtroende, men klogt barn tilsammen giver det.



Skrevet af cand. mag. i litteraturvidenskab Amrit Maria Pal, marts 2016



Referat og overordnede tematikker
Naturbarnet Liv vokser op i isolation, men i stor kærlighed, på en afsidesliggende gård på øen Hovedet med sin far snedkeren Jens, mor Maria og tvillingebror Carl. Carl kom som spæd ud for en ulykke, og efterhånden går det op for læseren, at han er død, men stadig Livs tro følgesvend; i ham finder hun en form for psykologisk sikkerhed ved at projicere sin angst over i ham og så trøste ham. Jens led et stort tab, da hans far døde og blev mere indesluttet, mens hans bror forlod Jens og moren og gik sine egne veje. Senere bliver Jens, mod morens vilje, gift med den smukke pige i huset, Maria. Ulykken med drengen er i mange år underbelyst, hvilket betyder en øget mistro mellem de tre voksne, og farmoren, Jens’ mor, sendes bort. Efter en årrække vender hun tilbage til en gård og en familie i stort forfald; Maria er blevet svært overvægtig, Jens’ samlermani er gået ud over alle bredder, og Liv bevæger sig kun væk fra gården om natten, da hun som listetyv i ly af mørket stjæler fra den nærliggende landsby. Da farmoren vil involvere myndighederne i de forfærdelige forhold familien lever under, slår Jens hende på Marias opfordring ihjel; angste som de er for at miste Liv. Herefter erklærer de officielt Liv død, og Liv gemmer sig for omverdenen i en gammel container med sin balsamerede lillesøster og Carl.

Harpiks er en fortælling om paranoia og om at miste, men også om stor kærlighed og velmente hensyn. Blandt tematikkerne er også barnets naive tro på forældrenes udlægning af verden, men også dets forvirring, når det, det troede var godt, måske er ondt, og når dets egen intuition fortæller det noget andet end forældrene.

Samlermani
Omfanget af Jens’ samlermani udvikler sig gradvist; lige så langsomt overtager den gården, der går fra rodet hygge til uhygge, fra at trænge til en oprydning til, at stuehuset bogstaveligt talt kollapser under vægten af ting og decideret møg. Jens sind formørkes mere og mere romanen igennem, og mørket går fra at være noget, der suger smerte til sig og befrier mennesket for dets smerte (fortæller Jens Liv) til at rumme og være smerte i sig selv. Al trivsel, især al pleje af dyr og af Jens’ skæg går over mistrivsel og fejlernæring til decideret degeneration. Liv får øje på spindelvæv og dyr i farens skæg og undrer sig godt nok, men dømmer det ikke. Så længe gården og menneskene på den lever i deres egen hjemmevante logik, forbliver Liv tillidsfuld og loyal mod forældrene. Men i det øjeblik et blik udefra lander på gården, bliver læseren bekræftet i sine bange anelser omkring den ernærings- og hygiejnemæssige dekonstruktion af mennesker, dyr og ejendomme. Det antydes, at Jens’ samlermani stammer fra hans frygt for at miste. Han har gennem livet mistet far, bror, søn og en for tidligt født datter – alle som han nærede stor kærlighed til. Kærligheden er stærk og lysende i Jens’ liv, men slår over i en sygelig besættelse af at bevare ting, fx balsamerer han og Liv den døde lillesøster for at bevare hende.

Robin Hood
Liv stjæler for føden til sig selv, sin mor og far. Hun stjæler alt muligt fra beboerne på sydsiden af øen og tror, det er en leg, hun leger, for det har Jens fortalt hende. Samtidig læser hendes mor Robin Hood for hende og understøtter og retfærdiggør dermed farens ord. Men moren bliver mere og mere klar over, at ikke alting længere er som, det skal være på gården. Hun kan ikke længere ved selvsyn se, hvad der foregår; hun er nu så stor, fed og overvægtig, at hun kun ligger i sin seng. Her ligger hun bogstavelig talt og rådner op, men også her flyder kærligheden ubesværet mellem mor og barn, når Liv ligger i sengen og spiser småkager og læser og skriver med moren. Efterhånden hører morens evne til at tale op, så hun skriver små sedler med Liv, som hun har lært både at læse og skrive. Hun nedskriver også sit vidnesbyrd til Liv, hvor hun gør op med tingenes tilstand og lægger til og trækker fra – et vidnesbyrd, der måske, måske ikke, kan hjælpe Liv til at nuancere sin viden om sin familie og om livet.

Morens degeneration er voldsom; ligesom huset, som hun bliver en uflyttelig og iboende del af, forrådner og forgår hun, og hun ender med at brænde op inde i sengen sammen med Jens, der har valgt at sætte en stopper for hendes lidelser ved at dræbe hende. Han bygger en gigantisk kiste og indhenter tonsvis af harpiks for at balsamere hende, men når det ikke før branden fanger dem. I stedet bliver alt til aske.

Liv eller død
Liv forbliver, som navnet antyder, i live. Hun reddes og bliver institutionaliseret på noget, der minder om en psykiatrisk afdeling, indtil hun er rask nok i omverdenens øjne til at kunne bo hos sin onkel – farens bortløbne bror, der årene igennem trofast har sendt penge til familien. Liv samarbejder med ’damen i den hvide kittel’, men har sine hemmeligheder og skjuler i hvert fald ét liv i sin bamse, som hun tog med sig fra huset. Med sig fik hun også det timeglas, faren ikke ville lade hende lege med eller vende, og nu sætter hun bogstaveligt talt tiden i gang igen. Men kan livet genoptages i en ny form? Dette spørgsmål synes slutningen på romanen at stille læseren, ligesom spørgsmålet om, hvornår præcist et liv bliver usundt, trænger sig på. For der er ingen tvivl om, at idet blikket på gården repræsenteres af en udefrakommende, følges det af en række bedømmelser baseret på flertallets normer, men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at leveforhold kan blive så usle og uhygiejniske, at de resulterer i mistrivsel og død.

Livet på gården er oprindeligt og hele vejen igennem bygget på kærlighed mellem forældre og barn, mellem mennesker og dyr, mellem mennesker og natur og kærlighed til ressourcer, men overvægt og paranoia lader tingene smuldre og træffer usunde valg for Liv og for livet. Men det er i denne sammenhæng ikke villet.

Grænsen mellem at have en usynlig ven og en decideret paranoid forestilling om livet er markant til stede i romanen, ligesom den manglende fordømmelse er det; den bliver kun til gennem menneskene i romanen. Umiddelbart kunne livet på gården være fremkommet ved, at menneskene på den havde begået de syv dødssynder, men dette er ikke tilfældet, fordi deres ideologier, deres mening med tingene og deres evne til at føle kærlighed for hinanden gør det til andet og mere. I stedet bliver det et ulykkeligt bevis på et liv, der løber dem af hånde – trods deres ihærdige forsøg på at bevare. I takt med at huset forfalder til det groteske, mister moren sit sprog, hvilket kan ses som en degeneration i den menneskelige udvikling tilbage til det uciviliserede før-sproglige stadie i den menneskelige evolution. Endvidere kan det ses som en venden tilbage til forstertilstand tilbage til det, vi i bibelsk forstand er kommet fra; jorden, idet huset brænder ned.

Om forfatterskabet
Ane Riel har tidligere udgivet Slagteren i Liseleje, en såkaldt ’idyl noir’, hvor hun i stedet for at fokusere på mordopklaringen, ser psykologisk på morderen som voldsperson. Fælles for begge Ane Riels romaner er afsøgning af, hvad ondskab er – en tematik, der bliver vendt på hovedet og dermed udfordrer en mere traditionel undersøgelse af, hvad der er godt og ondt. Det groteske og de tragiske menneskeskæbner er andre fællesnævnere. Begge romaner foregår i provinsielle miljøer, hvor misforståede hensyn og manglende lyst til at kratte i overfladen kendetegner holdningerne. Ane Riel benytter sig ofte af symbolsprog for at understrege og lege med sine pointer: i Slagteren i Liseleje er det æblet, som bliver brugt som symbol på Judiths ondskab, mens det i Harpiks er harpiksen, der bliver symbolet på angsten for at miste og håbet om og trangen til at bevare.

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
Bibliotekar Lis Gregersen, Vejle Bibliotekerne. 



LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Fyns Stiftstidende
(heri 11/12 2015:Karen Maigaard:Din næstes kærlighed).
Artikel om Harpiks perspektiveret til næstekærligheden. 

Halsnæs Avis
(heri 7/10 2015:Kim Larsen:Forfatteren i Liseleje).
Interview med Ane Riel om Harpiks.

Politiken
(heri 5/2 2015: Carsten Andersen: Hun skriver sig ind i mørket).
Interview med Ane Riel om at skrive.

Artikler i tidsskrifter

81.6
Danish Literary Magazine
(heri: Autum 2015 s. 12: When good turns to evil). 
Søg på Harpiks på siden. 

Anmeldelser i aviser

14/11 2015 Merete Reinholdt i Berlingske tidende
17/1 2016 Marie Louise Toksvig i Ekstra Bladet
8/1 2016 Tina Karina Mortensen i Fyns Amts avis
27/11 2015 Karen Syberg i Information
13/10 2015 Eriks Svendsen i Jyllands-posten
8/10 2015 Bo Tao Michaëlis i Politiken
16/10 2016 Aydin Soei i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

bforbog.dk
Lars Poulsen: Anmeldelse af Harpiks

Bogrummet
Lars Poulsen: Harpiks af Ane Riel 

Bognørden - anmeldelser af litteratur og tilbehør
Anmeldelse af Harpiks

God-bog.dk - gode bøger vi har læst
Ib Ahnfeldt: Harpiks 

Krimicirklen
Hanne Pedersen har anmeldt Harpiks

Links

aneriel.dk
Forfatterens egen hjemmeside om Harpiks


GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i aviser

Halsnæs Avis
(heri 31/7 2015: Ebbe Skeel: En sympatisk og hårrejsende fortæller).
Interview med Ane Riel om Slagteren fra Liseleje.

Halsnæs Avis 
(heri 20/1 2016: Kim larsen: Ny bogpris til Ane Riel).
Lille interview med Ane Riel i anledning af modtagelsen af prisen "Årets bedste danske krimi/spændingsroman 2015".

Links

aneriel.dk
Forfatterens egen hjemmeside 

danskforfatterforening.dk
Lille portræt af Ane Riel

Links til baser - med adgang via dit bibliotek

Mange biblioteker giver adgang til dem. Gå ind via dit biblioteks hjemmeside og se om dit bibliotek er et af dem. 

forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.    

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
51958233
ISBN
9788779737624
Antal sider
256

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer