Bog

Hånden

Af (
2013
)

Anmeldelse

"Hånden" af Henning Mankell

En dag ringer Wallanders kollega Martinsson angående et hus på landet, som han gerne vil sælge ham. Wallander har brug for, at der sker noget nyt i hans liv, så han går med til at tage et kig på huset. Han afhenter nøglerne og tager afsted til ejendommen. Men på vej ind i huset, snubler han over noget: Det er skelettet af en hånd, der stikker op! 

 

”Hånden” er en ”kort-roman”, hvilket karakteriserer en roman, der er betydelig kortere, end romaner almindeligvis er. I dette tilfælde er den på 123 sider.

Dette forhindrer dog ikke bogen i at være en aldeles glimrende og medrivende krimi. Det er ikke bogen med den store og voldsomme dramatik om end slutningen er dramatisk men realistisk.

På sin egen stille og rolige facon beskrives livet på politigården i Ystad, og hvordan en efterforskning foregår. Skildringen virker utrolig realtisk.

Når sagen tager sit udgangspunkt i fundet af to skeletter, der har ligget i jorden i mange år, får sagen et interessant twist af næsten slægtsforskningsagtig karakter.

Personbeskrivelserne i bogen er som altid i Mankells romaner yderst realistiske. Her er ingen superhelte, men mennesker af kød og blod.

Selvfølgelig kommer man i særdeleshed ind under huden på Kurt Wallander og får indsigt i de tanker, han gør sig om livet.

Som Henning Mankell selv udtrykker det i bogens efterskrift om Kurt Wallander, vil han i ham ”skabe et menneske, der var som jeg selv og den ukendte læser. Et menneske, der hele tiden forandrede sig, både mentalt og fysik. På sammen måde som jeg selv hele tiden forandrede mig, skulle han også gøre det”.

Interessant er også beskrivelserne af far-datter-forholdet mellem Wallander og hans datter Linda, som desuden også er blevet hans politikollega.

Det krimimæssige i bogen er enkelt og letforståeligt bygget op: Et skellet findes, dødsårsag ikke naturlig, efterforskning påbegyndes, nyt skellet, hvor dødsårsagen heller ikke er naturlig, findes, efterforskningen forstærkes, teorier opstår og forkastes, nye interessante spor dukker op, opklaring nærmer sig, endelig opklaring uden løse ender.

Jeg nød for en gangs skyld at læse en roman, der ikke var lang. Her er ingen tomgangsbeskrivelser men god intensitet og nerve.

Mankell skriver i efterordet, at der ikke kommer flere Wallander historier. Ærgerligt! Om ikke andet kunne en kort-roman i ny og næ da være rigtig rart.

5 af 5 krimihjerter

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Anneli Høier
Faustnummer
50773671
ISBN
9788702153477
Antal sider
182

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer