Bog

Han løber på tagene om natten

Af (
2015
)

Anmeldelse

Han løber på tagene om natten af Anders Hjort

Med ”Han løber på tagene om natten” har journalisten (og nu også romanforfatteren) Anders Hjort udgivet en selvbiografisk roman, der beretter om, hvordan det er at leve med OCD (den lidelse, hvor man har mange regler og tvangshandlinger, der styrer hele tilværelsen for en).

Romanens hovedperson, der også hedder Anders Hjort, bliver født i København og vokser op i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, hvor han bor alene med sin mor, der er maniodepressiv og har lange perioder, hvor hun er mentalt uden for rækkevidde. Faderen er der sjældent kontakt til, og faderen lider også den kranke skæbne, at drikke sig ihjel i en tidlig alder. Eneste faste holdepunkt er hans mormor, der er en klippe af stabilitet og omsorg i drengens liv, og da mormoderen dør er det næsten ikke til at bære for Anders.

Som om de familiære forhold ikke er nok lider Anders også af et skrøbeligt helbred, der medfører længere indlæggelser på Rigshospitalet og manglende kontrol over de kropsfunktioner, der styrer hvornår man skal på toilettet. Heraf følger også mobning fra klassekammeraterne, der synes hans fysiske lidelse er grinagtig.

For at kunne udholde sit eget kaotiske liv begynder han som barn at få tvangshandlinger, fx at tælle alle fliserne på badeværelset. Dette fortsætter ind i voksenlivet, hvor han (da det går allerværst) er oppe på over 200 tvangshandlinger – eller jinx, som han selv kalder sine tvangshandlinger. Han må fx kun have blå lightere og må ikke have 50-ører på sig, hvis han ikke overholder alle reglerne tror han, at der sker ham noget slemt.

Voksenlivet er tillige præget af forliste forhold og Anders tror i mange år, at alle har de ligesom ham selv, indtil han begynder at gå til psykologen Tobias, der forsøger at lære Anders hvordan man lever med OCD og få ham til at forstå, at den kaotiske barndom har fået ham til at forsøge at kontrollere sit voksenliv ved at opsætte ritualer for sig selv og sin adfærd.

”Han løber på tagene om natten” er en både gribende og solid bog, der sætter fokus på et tabubelagt emne, og forfatteren skal have stor ros for at have modet til at skrive en så ærlig og modig bog.

Bogen giver et indblik i hvordan det er at vokse op med kombinationen af sygdom og en dysfunktionel familie og hvordan denne kombination sætter sine spor langt ind i voksenlivet.

Jeg fandt bogen både spændende, barsk, rørende og lærerig, og jeg vil meget gerne anbefale andre at læse bogen så andre også kan blive klogere på hvordan andre mennesker kaperer tilværelsens nedture.

Bogdetaljer

Forlag
Byens Forlag
Faustnummer
52088453
ISBN
9788792999405
Antal sider
190

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer