Bog

Grill

Af (
2005
)

Anmeldelse

Grill af Ib Michael

22 jul.05

Bloddryppende drama med dansk gidsel, dramatisk kærlighedseventyr i Yemen og sexmord på Nørrebro med konsekvenser for den forkerte indvandrer er vigtige handlingstråde i denne politiske samtidsroman og kærlighedsthriller.

Alt er som vanligt garneret med Ib Michaels glitrende sprogvirtuositet.

Grill er en midaldrende computer- og lyskunstner med atelier på Københavns tage, hvorfra hun projicerer fantastiske kunstværker op på himlen. Hun løber tilfældigt ind i unge, kvæstede Rene, der lidt efter lidt fortæller om sit vidunderlige men også traumatiske og brat afbrudte kærlighedseventyr i Yemen med en mystisk dansk-araber. Parret blev både udsat for tilfangetagelse i ørkenen og for missilangreb, men det viser sig også, at elskeren har en skjult politisk dagsorden. 

Da han senere toner frem på al-Jazeera som gidsel hos irakiske oprørere, der kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af de danske tropper i Irak, indser Grill chokeret, at hun også kender manden. Den danske regering nægter  kategorisk at opfylde gidseltagernes krav, så de to handlekraftige veninder går trods svære odds i aktion for at forsøge at redde ham. Grill får brug for al sin opfindsomhed som kunstner, og gidslets indflydelsesrige mor inddrages.

De gæve piger træder også i karakter ved at skjule den udviste andengenerationsindvandrer Rasul, som de ved har påtaget sig skylden for et bestialsk sexmord for en ældre slægtning. 

Sædvanen tro lader Ib Michael handlingen foregå flere steder i verden og i forskellige kulturer. Som i tidligere bøger har forfatteren et solidt greb om de mange handlingstråde, der efterhånden fletter sig overraskende ind i hinanden. Han bruger dygtigt meget få personer til at sammenbinde de nødvendige - til tider noget usandsynlige - sammentræf.

Bogen er et usædvanligt klart politisk statement med en ætsende hudfletning af den danske udlændingepolitik og vores deltagelse i Irak-krigen. Ud fra sin store viden om verdens kulturer kritiserer Michael dog både den arabiske og den vestlige kultur for kulturel stædighed og fordom. Ikke overraskende ønsker forfatteren kulturelt berigende sameksistens og større vestlig ansvarlighed m.h.t. at afhjælpe fattigdommen i den tredje verden, så terror kan forebygges. 

Ib Michael er Danmarks fremmeste repræsentant for magisk realisme, og jeg er en stor fan af hans tankeudvidende forfatterskab. Især "Kejserens Atlas", "Kilroy Kilroy", "Vanillepigen"-trilogien, "Prins" og "Troubadurens lærling" er lysende stjerner på min personlige læsehimmel. Her har han for en gangs skyld udeladt de magiske virkemidler, og det er forfriskende med klare politiske signaler her efter 11. september, men "Grill" kan alligevel knap stå distancen i forhold til førnævnte titlers meget høje niveau. De usandsynlige sammentræf er simpelthen for mange, og personerne for sort/hvide. Især kvinderne er alt for 'rigtige'. Ib Michaels rige sprogblomster gør mig dog som altid ganske blød i knæene.  

                                        

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25626109
ISBN
9788702035766
Antal sider
314

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer