Glansbilleder

Er man vokset op i dansk middelklassehygge, bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Geeti Amiris selvbiografiske bog.

Geeti Amiri er sådan en, vi godt kan lide at fremhæve som et pragteksemplar af en nydansker. Hun tager bladet fra munden i den offentlige debat og tør pege på de integrationsproblemer, der er i Danmark, ligesom hun taler åbent om social kontrol i indvandrerfamilier. Det er jo alt sammen meget godt; men Geeti Amiri er også andet end et glansbillede af en debattør med anden etnisk baggrund. Hun er et flygtningebarn fra Afghanistan, splittet mellem to kulturer og ødelagt af vold, undertrykkelse, dødsfald og desillusion.

’Glansbilleder’ er en insisterende bog. Den er hverken dramatisk eller specielt følelsesladet, og det er netop det, der er bogens styrke. Tonen er inderlig og stilfærdig, nogle steder decideret nøgternt beskrivende, og det er denne saglighed, der gør bogens univers troværdigt. Nutid og fortid flettes sammen, og Geeti Amiri giver læseren en indsigt i afghansk tradition og kultur, som de færreste danskere har. Afghanistan er andet end Taleban og burkaklædte kvinder, og Geeti Amiris far, som hun var nært knyttet til, var kommunist og kæmpede – i hvert fald i egen optik – for kvinders rettigheder. Farens død gør af forskellige årsager Geetis ældre bror til en voldelig tyran, og Geeti ender med at flygte hjemmefra. Trods det er hun i stand til at se tingene i et større perspektiv og forklare sin brors handlinger, hvor afstumpede de end må synes at være for den almindelige dansker.

Før jeg læste bogen, tænkte jeg, at 27 år vel nok var en lovlig ung alder at skrive sin livshistorie i; hvor reflekteret kan man være i den alder? Vil det ikke bare blive en opremsning af kulturforskelle og en bog, der kan skabe større afstand mellem ’os’ og ’dem’, end den kan gavne integrationen? Men i modsætning til andre danskere med indvandrerbaggrund er Geeti Amiri ikke ude i det ærinde. Hun opremser ikke blot uhyrligheder, hendes historie stikker langt dybere. Hun kender sine forældres historie, deres søskendes, sine bedsteforældres. Hun kan fortælle på en helt underspillet og rørende måde, hvordan det er som lille pige at drømme om et traditionelt afghansk bryllup, så man forstår hende og kan leve sig ind i følelsen.

Geeti Amiris flydende sprog og elegante skrivestil er helt essentielt for bogen, som er bygget op med romanens spændingskurver, så man ikke kan lægge den fra sig. Jeg håber, der er en skønlitterær forfatter gemt i maven på debattøren, for jeg vil med glæde læse fiktion, hun har skrevet.